Vi klarer den og tilpasser os. Vi gør det, som vi danskere selv har opfundet - nemlig hygger - og så er det jo ret belejligt at støde på en gang spiritus, som kan varme lidt - også ud på aftenen hvor temperaturen kan falde.
Ron Esclavo strikes again
Slaverommmen er tilbage. Nu med nye etiketter og nye udgaver - og den vi skal kigge på i dag, er Gran Reserva. Lavet i almindelige 70 cl. flasker, men også i en voksen 300 cl udgave - deraf overskriften på dette indlæg.
Lad os lige få fakta på plads først. Der er tale om rom fra Den Dominakanske Republik. Vi er ude i en rom lavet på sukkerørsjuice, og lagret på en blanding af fransk og amerikansk eg. Det er altså et blandingsprodukt.
Det behøver der nu nødvendigvis ikke at være noget skidt i, sålænge blandingen er god.
Men det er en anderledes proces end den oprindelige Ron Esclavo serie.
Som nævnt bliver rommen lagret på på forskellige fade, og den nye metode gør at man kan få et fornuftigt resultat på kortere tid. Helt præcist snakker vi en lagring på 3-5 år.
Duften i glasset
Duften er utrolig præget af brun farin blandet med en let citrusnote.
Smagen
Smagen præges af vanilje og abrikos. Lad den stå lidt længere, så den får noget luft, og så bliver nuancerne lidt sjovere. Sødme er hele tiden til stede, men ikke overdøvende. Fersken og jordbær forenes med mørk kaffe og chokolade, og det gør den meget mere kompleks og sjov at sidde og hygge sig med.
Den er i den letdrikkelige ende uden at blive for kedelig og selvom den er sød har den stadig et hint af skarphed.
Dommen
Tilbage i 2018 skrev jeg om Ron Esclavo XO Cask, og var begejstret. På det tidspunkt vidste jeg også at nogle Esclavo udgaver ville blive udskiftet, eller ændret, og nu her to år senere dukker de så op.
Gran Reserva er blot en af flere nye udgaver i Ron Esclavo serien, og indtil videre har det fungeret for mig. Det er gode gedigne flasker til fornuftige priser. Jeg føler mig på ingen måde snydt når jeg jeg smager på varen.
Jeg vil i en nær fremtid tage hul på at smage både de nye og de gamle Ron Esclavoer, men det bliver i et andet indlæg.
Der kvitteres med fem flotte Gastromand. Køb den til sommerhuset, campingvognen, eller bare til terrassen.
[rating stars="5"]
Fakta:
Vejl. udsalgspris: 279 kr. (Find din nærmeste forhandler på nettet)
INVITERET: Gastromand og medspiser var inviteret på frokost af ejerne af The Standard/Studio.
Det er ikke nemt at arve en Michelin-stjerne. Det måtte Studios nye køkkenchef Alan Bates indse i starten af året, da Michelin dryssede stjernestøv over norden i et stort anlagt og til tider forvirrende prisshow fra Trondheim, og Studio måtte stå tilbage som en blandt tre tabte danske stjerner.
En sådan afklapsning kan nok ryste de fleste, og der falder da også for første gang i løbet af vores besøg et strejf af en skygge over den unge køkkenchefs ellers brændende klare øjne, da vi efter en rundtur i Studios charmerende kakofoniske og moderne køkken med syv glas vins pli i blodet spørger ind til sagen.
”Helt ærligt, jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var fucking skuffet på dagen… Og alle der sagde andet ville lyve,” siger han eftertænksomt, og så lyser hans brede, drengede smil pludselig igen op i fuld flamme. ”Men hey, jeg kom sgu ret hurtigt over det!”
Du finder Studio på førstesalen af det gamle toldkammer i Københavns Inderhavn.
En stjerne har efter sigende heller aldrig været målet for den ydmyge og karismatiske brite, som overtog styringen af gourmetrestauranten på toppen af The Standard fra Torsten Vildgaard efter et kort intermezzo fra Damien Quintana. Men derfor er der nu alligevel både stjernestøv og særdeles gode rock ’n’ roll toner at spore på toppen af den ikoniske art-deco bygning, The Standard, på Havnekanten af Københavns gamle inderhavn.
Det er den korte og mundrette konklusion på Gastromands besøg på Studio midt i den største krise i dansk restaurationshistorie.
Fine dining i Corona-tider
Vi indfinder os på Studio en umindelig smuk og solrig forårsdag blot få dage før helvede bryder løs, og Danmark går i stå. I krogene hvisker folk allerede om Coronavirusset, turistøkonomien og restauranterne bløder, og den elegante restaurant er som støvsuget for gæster ved ankomst. Alligevel er humøret høj på førstesalen af The Standard, både hos vores storsmilende tjener, som tager imod os i garderoben, og hos holdet i restaurantens åbne køkken, som vi passerer på vej til vores bord. Alle virker de oprigtigt glade for at se os midt i turistflugt, aflysninger og virusfrygt.
Det er faktisk som om, der helt uanfægtet er gang i festen og fuld spark på motivationen, mens vi med de aldrende provokatører i The Clash knaldende ud af højttalerne placeres helt perfekt ved et hjørnebord med udsigt til Inderhavnen og Christianshavn over skulderen samt det lyse, åbne og nærmest tidløse lokale foran os. Vi smiler til hinanden, nikker og så rammer sølvbakker, vinflasker, tallerkner, vådservietter og snacks bordet i nærmest perfekt koreografi.
Vi lægger fint fra land med indbegrebet af alt, hvad tør Riesling bør være. 2017 Riesling Trocken fra Emrich-Schönleben i Naha, sprød, frisk, med et my af sødme og en liflig, allerede begyndende note af petroleum, som faktisk er et kvalitetstegn i Riesling med alder. – ”Så lækker at man glemmer at være sur over ikke at få Champagne,” konstaterer medspiseren lavpraktisk med en af sine mindeværdige oneliners. Hertil serveres som den første af fire forunderlige snacks en simpel ørred og dashi ”tærte” bestående af en sprød croustade med ørredrogn vasket i akvavit og en broken gel på dashi, en let og utrolig aromatisk japansk grundfond lavet på tang og tørret tun.
Ørredrogn, akvavit og broken dashi gel
”Er vi enige om, at det er en one-biter,” når jeg netop at spørge før en nogen utålmodig medspiser sender tænderne igennem den knitrende sprøde dej og en snes små hoppebolde af ørredrogn tager flugten ud over bordet. Jeg selv kløjes halvt i grin, halvt i et havfriskt pust af sødmefuld rogn, prikkende akvavit og intens umami, og klarer faktisk ikke operationen meget bedre. – ”Der kunne godt lige have fulgt lidt instruktion med,” bemærker jeg, stadig smågrinende. – ”Tjo, men det havde da ikke været halvt så sjovt,” bemærker medspiseren mens betjeningen diskret griner i ærmet. Og således starter en udfordrende, humoristisk og fascinerende rejse ind i køkkenchefen Alans bedårende gakkede univers.
Resten af snack-udbuddet følger stødt og roligt: En kæberasler af en umamibombe bestående af en gougére (fransk ostevandbakkelse) fyldt med creme af smeltet fyrtårnsost og toppet med en mere end generøs skefuld Caviar. En umådelig lille, umådelig smuk og knasende Pommes Anna toppet med kalvetartar, spiselige blomster og løgkompot tilberedt over fire dage. Og sidst men ikke mindst en smagfuld vegetarisk ørefigen fra den anden side af verden: en perfekt sat Chawanmushi (en traditionel japansk æggecreme) serveret i en intens smagfuld og krystalklar svampeconsommé med kinesiske purløg.
Gougere og Caviar
Pommes Anna
Chawanmushi
Fælles for denne mindre perlerække af snacks er, at de trods fingerstørrelse bidrager med så meget smag, kompleksitet og intensitet, at de nærmest føles som småserveringer i sig selv. Samtidig lægger de, med deres blanding af det moderne, det lokale, det klassisk franske og den eksotiske fjernøstlig gastronomi, stilen for de fem retter, vi har foran os – i øvrigt nu til tonerne af Pulp, der som slet ironisk underlægning synger ”I wanna live like common people” i højttalerne.
Dogmeløs fusion: Når kulinarisk vanvid bliver kunst
Og hvad er det så lige for en stil, der her bliver udbredt foran os? Betragter man det hele lidt ovenfra virker menukortet og stilen på Studio på en gang både komplet vildledende og usammenhængende, men samtidig også umådelig, nærmest neurotisk gennemtænkt. Fra batteriet af snacks fortsætter vi over noget så simpelt som surdejsbrød, som dog alligevel er blevet til ud fra stillingtagen til hvilken gammel hvedesort, man får bedst smag af, når den leveres friskmøllet på dagen, og serveret med det mest vidunderlige friskkærnede smør, og hurtigt videre til en helt eminent ret på frifanget norsk torskefisk i sæson serveret med variationer af løg og muslinger i en opskummet sauce tilsmagt med citrus, og derfra endnu videre ud over stepperne.
Torsk og variationer af løg
Vi taler en form for dogmeløs fusionsmad baseret på en myriade af ingredienser og teknikker, om end retterne hver især fremstår simple i udseende og præsentation, og først ved nærmere eftersyn afslører en stærk rød tråd og en nærmest manisk gennemtænkt smagsprofil. I hver eneste snackservering, ret og i hvert eneste delelement findes ved nærmere analyse på en gang noter af Allans hjemland, tydelige tegn på en kærlig, stringent oplæring udi klassiske franske teknikker, en stærk holdning til bæredygtighed, og det lokale køkken og dets traditioner, samt en nærmest legesyg fascination af Fjernøsten og Asien.
Alt sammen tilrettelagt som en personlig rejse pakket ind i et menukort og en visuel stil, der selv for garvede levemænd, som jeg og min gæve kæmpe af en medspiser, viste sig umulige at afkode på forhånd, og som man først for alvor forstår og værdsætter, når man sidder nostalgisk og nærmest rørt tilbage og nedsvælger den sidste bid chokolademousse med ras el hanout til de døende toner af salige David Bowies livsværk.
Tre ord får hver ret med på kortet. Kalvebrisler, kål og lapsang souchong, står der for eksempel om dagens næste ret. Og selv hvis man nu var nørd og vidste, at lapsang souchong er en traditionel form for let-røget sort te fra den kinesiske provins Fujian, vil mange spisere måske nok mene at halskirtler fra ungdyr med kål og røget te ikke lød som verdens mest logiske, sammenhængende eller for den sags skyld mest appetitvækkende kombination.
Brisler, røget te og kål.
Men både logisk og appetitvækkende bliver det pludseligt, når man sidder der og ser og hører Alan eftertænksomt entusiastisk præsentere sine langtidstilberedte brisler med en sauce på kalvefond smagsat med røget, sort te og serveret med en salat på spæde skud af kålarter og spiselige blomster. Pludselig forstår man de tanker, der er løbet igennem hovedet ud fra de få stikord på kortet, man forstår fascinationen, glæden og legen ved skabelsen af retten – og pludselig rammes man selv af glæden i retter som denne:
”Det smager af lemon curd… Det smager sgu som en gal brite, der har smurt sine brisler ind i lemon curd,” udbryder medspiseren barnligt begejstret efter første bid. ”Der er sgu trøfler i salaten,” udbryder trøffelgrisen her – mindst lige så begejstret. Og med ét bliver retten mere end et stjerneværdigt puslespil af dyrisk velsmag fra brislerne, citrustoner, støvede trøffelnoter, dyb intens, nærmest sødmefuld kalvefond og friske grønne noter fra tallerkensmækker og kål. Den bliver til en personlig og ærligt talt fængslende og underholdende oplevelse, hvor vi som spisere kappes om af finde både åbenlyse og obskure referencer i Alans retter.
Legelysten længe leve
Legelysten og kombinationen af det kendte fra det kulinariske nærmiljø og det mystiske fra østen forsætter i hovedretten, hvor brystet fra en due modnet i hø får en lynhurtig og noget opflammende kyssetur på en japansk konro-grill i køkkenet, og serveres med samme dues confiterede lår i en glace af duens skrog på en bund af raddicio salat og friteret lotusrod. Hertil en sprød brioche med en mousse på duens lever serveret med en sund mængde trøffel som en simpel hyldest til Gastromands elskede Cowboytoast, og en smuk reminder på at man hos Studio tager kampen mod madspild særdeles seriøst. Ikke engang duens lever går til spilde!
Hømodnet due og bitre indslag
Duelever "Cowboytoast" med lidt trøffel
Herefter tager turen, stadig til tonerne af britisk rockhistorie, en nærmest kærlig drejning i dagens første dessert, en klassisk engelsk posset – flødedessert sat med citrus (i dette tilfælde yuzu) – serveret med en silkeblød iscreme lavet udelukkende på råmælk og sukker med et drys af citronskal. Alt sammen naturligvis anrettet i et trifli-glas og serveret på en papirroset. Mormor-desserten over dem alle, hvis altså ens mormor var en skægget og legesyg ung mand med hang til det Asiatiske køkken…
Mormordessert-ish
Igen er vi lige dele hjemme, lige dele i Asien og totalt ude i skoven i legesyge kombinationer, som på forunderlig vis bare fungerer. Hovedretten sparker igennem med den modnede vildtsmag fra duen, den relativt uvante men behagelige smag af hø og en intens brændt note fra grillen dulmet af en sødmefuld og intens sauce og smørmøre, paradoksalt sødlige blade fra radiccio salat. Desserten, derimod, bringer tingene ned på jorden igen med sine klare kærlige vink til det britiske mormorkøkken, sursøde noter af japansk yuzu og nynordisk iskunst. En vanvittig velsmagende og på en gang tung og frisk oplevelse, som, efter en hæsblæsende rundtur i flere verdenskøkkener, lander os så blidt på jorden som overhovedet muligt her på en førstesal med fuld fart på.
Chokolade, Ras el Hanout og David Bowie til dessert.
Det er, kort fortalt, betagende og mættende madteater præsenteret af en flok kulinariske gøglere, som hverken underperformer eller overspiller, men leverer en indlevende præstation, der efter små tre timer ebber ud med et glas naturligt sød rødvin fra Cave de Rasteau og en cremet chokolademousse på 62% kakao tilsmagt med ras el hanout til tonerne af David Bowie. En oplevelse der i sig selv, ganske som resten af smagene, oplevelserne og soundtracket vil leve længe i denne anmelders erindring. I øvrigt sammen med et meget vigtige element, som vi indtil videre kun ganske flygtigt har berørt: vinmenuen!
Vinkort med både evergreens og overraskelser
Er du fan af klassiske, ranke vinoplevelser, så vil du formentligt være fan af vinmenuen på Studio. Meget mere passende, kan det vist ikke siges.
Her har vintjeneren nemlig i den grad bredt afsøgt markedet for pleaser-vine hos danske importører, store som små, og har herudfra håndplukket et afvekslende hold bestående af cirka lige dele kendte vine fra klassiske producenter, og ukendte darlings fra mindre kendte foretagender.
Fokus er på ingen måde på nye og udfordrende indslag, men på klassiske, rene smage iblandet enkelte skæve – men aldrig ubalancerede – indslag af høj kvalitet. Man bliver ikke nødvendigvis udfordret af vinmenuen på Studio, som man ellers kan opleve det andre steder i København, men snarere på bedste og mest behagelige måde strøget med hårene – dog stadig med en god portion lune og overraskelser med i spillet.
Til torsken står den for eksempel på helt klassisk og stilrene Alsace-vin fra Domaine Zind-Humbrecht med en velkendt og forførende rankhed, syre, frugt og nerve – alt er her fuldstændig ved det klassiske, og så alligevel ikke helt! Druevalget er nemlig faldet på en ren Chardonnay – og den slags narrestreger slipper man altså ikke bare afsted med i Alsace – I hvert fald ikke, hvis man samtidig vil kalde det for Alsacevin. Klassifikationen på vinen er derfor ændret fra Vin de Alsace til Vin de Table, den laveste og mest generelle klassifikation i Frankrig. En vel nærmest nedladende betegnelse for denne smukke farisæer af en vin med både smørfedme og klassisk Alsace-syre samt noter af citrus og røg, men også et signal fra producenten, at man er villig til at ofre noget af det helligste – en god klassifikation – til fordel for nye smagsoplevelser.
Vi drikker klassisk, let og frugtdreven kold-klima Pinot Noir med en bund af mineralitet og blid syre til brislerne. Ikke fra Bourgogne eller Alsace, som man ville være tilgivet for at have troet, men fra området omkring Wien i Østrig, inden vi slår os på helt klassisk og genkendelig, men stadig finurlig og rund Barbera d’Alba fra Az Agr. Cigliuti med både saft og kraft til hovedretten.
Slutteligt lulles vi til ro under desserterne. Først med en fuldstændig klassisk Riesling Spätlese fra Schäfer-Frölich i Nahe, der med sine noter af tropisk frugt og citrus tøjret af lige dele syre og sødme matcher mesterligt med Alans mormordessert på yuzu, fløde og råmælk. Siden med en naturligt halvsød Vin Doux Naturel, der med sin struktur, tanniner, syre og diskrete sødme på en bund af modne mørke bær viser sig en meget bedre, og friskere, medløber til mørk chokolademousse og ras el hanout end den tunge, fede og søde portvin eller lignende, som mange instinktivt ville have rakt ud efter.
Det er ikke nyskabende og innovativt, det er klassisk og smukt, men alligevel både velovervejet og nytænkt, og ganske som Alans vidunderligt kaotiske madunivers, så fungerer det bare og er med til at skabe en enhed på Studio. En treenighed, faktisk, der fuldendes af den sidste store overraskelse under vores besøg: servicen.
Noget om service
Skulle vores salige ordprofet Halfdan Rasmussen have skrevet et digt om Studio, kunne ovenstående overskrift vel have været titlen. Man kan ikke sige Studio uden at sige velsmagende mad, det burde nu være slået fast med syvtommersøm, men Studio er – som andre restauranter i dette luftlag – meget mere end ”blot” god mad. Studio er både stjernemad, totalteater, gøgl og service af en lidt anden verden.
Fra vi modtages i døren og til vi over tre timer senere glade og småberusede forlader vores bord, følges vi af den samme tjener. Jesper hedder han, finder vi ud af da tonen bliver aldeles kammeratlig, og er leveringsdygtig i både dårlige vittigheder, vinskænkning og opdækning af bordet imellem retter, hvilket hurtigt giver ham en aura af værtsrolle og guide på vores kulinariske rejse.
Servering og andre opgaver varetages sammen med resten af Studios lille men dedikerede tjenerstab – ofte anført af Alan selv – der ligeledes formår at tage en uformel, legende men aldrig useriøs tilgang til service, putte den perfekt ned i deres formelle omgivelser, og toppe det hele med et lille skud rock star.
Selvhøjtideligheden er en befriende mangelvare her på en af byens finere lokationer, men den legende tilgang kommer aldrig til at stå i kontrast til kvaliteten af mad og vin samt kokkenes og tjenernes indgående viden om maden, råvarerne og metoderne. Smilene er store, og armbevægelserne ligeså, men håndværket er i orden. Man joker gerne ved gæsterne her, og endda gerne lidt om sig selv, men altid respektfuldt og med sans for gæstens sind og den gode oplevelse.
Men samtidig er betjeningen på Studio så meget mere end blot varme, veltimet humor og korrekt præsentation af retter. Den er en dedikeret forlængelse af køkkenet og totaloplevelsen som er Studio. Gentagne gange forsøger vi med spørgsmål, udfordringer og finter at fange betjeningen på manglende viden og gentagne gange mødes vi med et engageret vandfald af paratviden, eftertænksomhed og personlige holdninger. Det vidner om en klar indstilling om at hyre de rigtige mennesker til den rigtige pris, og det er altid en fornøjelse at ramme en destination på vores kulinariske rejse, hvor dette er tilfældet.
Men er det ikke Michelin-niveau??
Spørger man måske… Jo, det er det meget, meget langt henad vejen, og jeg skal være den første til at indrømme, at de småfejl, vi trods alt oplevede henad vejen ikke i sig selv retfærdiggør at fratage Studio sin stjerne. Så hvad skete der egentligt lige den vinterdag før krisen, hvor Studio mistede sin stjerne?
Tja, Michelins veje er jo, som ofte set før, ganske uransagelige, og smag og behag er jo så vidunderligt forskellige. Måske er den afslappede stemning, rockmusikken og tjeneres let medtagne jakke ikke faldet i inspektørens smag? Måske forvirrer den vidunderligt udogmatiske og afvekslende rejse igennem Alans univers den mere konservative og traditionsbundne inspektør? Eller måske er det hele bare lidt mere simpelt? Måske er Michelin, som de har bevist igen og igen, bare ikke glad for forandring. Meget kan man sige om Alan, men han er på godt og ondt ved gud ingen tro kopi af Torsten Vildgaard, som opbyggede Studios renommé. Der er på godt og ondt lidt mindre struktur og lidt mere fart på nu. Spørger man Alan selv, lå det faktisk ikke engang i kortene, at han skulle påtage sig rollen som køkkenchef. Egentligt havde han forestillet sig et par år mere som sous-chef, men rygtet vil vide at det i sidste ende var et kærligt skub fra moderen, der fik den unge og ambitiøse Brite, der før har slået sine folder under vingerne hos blandt andet Heston Blumenthal og Paul Cunningham, til at takke ja til jobbet som køkkenchef på Studio.
En glad Gastromand i modlys... The Johan approves!
Siden er den unge opkomling trådt i karakter og har allerede fået gennemført radikale ændringer, blandt andet en nedskæring til 4 ugentlige åbningsdage med henvisning til personalets velbefindende samt en fokus på færre men dygtigere hænder i køkkenet fremfor kollegernes forkærlighed for mindre hære af praktikanter. Samtidig har både stemning, menu, opdækning og tilgang fået en gevaldig overhaling til at passe bedre ind i Alans multietniske univers fremfor Vildgaards mere klassiske og nordiske. Det er en, objektivt set, ikke mindre end imponerende forandring på under et år, men det er også muligt, at det simpelthen har været for stor en forandring for Michelins inspektører fra det udgangspunkt, stjernen var givet på.
Om man foretrækker denne ændring eller ej, vil i sidste ende være en smagssag, men en ting er dog sikkert: der dufter i sandhed stadig af stjernestøv på toppen af den gamle toldbygning. Mad, præsentation og service er i top, og serveres med ganske få skønhedsfejl på en bund af uformalitet og fri leg.
Jeg vil ganske enkelt varmt anbefale den eventyrlystne levemand eller kvinde til at tage det åbne sind og hele sanseapparatet med og lade sig rive med på Alans rejse igennem smage, teksturer, kulturer og følelser. Personligt glæder jeg mig til at genbesøge Studio nu hvor Corona-restriktionerne endelig løftes, og placerer den rask væk i samme kategori som en af mine andre personlige favoritter i København, Restaurant Brace:
Kategorien af restauranter med nærmest overskudsagtige mængder af hjerte og potentiale, som bør være oplagte mål for en Michelinstjerne i København, men af uvisse årsager endnu ikke har formået at overbevise dækguidens inspektører med deres lidt rock ’n’ rollede mix af smags- og sanseindtryk fra nær og fjern.
INVITERET: Gastromand var inviteret på The Modern af indehaver Christian Luis From Andersen, men som altid er tankerne og meningerne vores egne i denne anmeldelse, der af åbenlyse årsager desværre har været en hel Corona-krise undervejs, og også indeholder lidt om, hvordan man som restauratører og madbloggere kan få tiden til at gå sammen når verden lukker ned om ørerne på én.
Er jeg den eneste levemand, der både levende og på lettere pladderromantisk vis husker min sidste restaurantoplevelse inden Corona-pandemien lukkede landet?
Jeg sad en søndag eftermiddag i en kælder på Skt. Annæ Plads i Frederiksstaden – meget langt væk fra hverdagen i Kolding. Jeg havde tømmermænd, spiste østers og stenbiderrogn, og drak Champagne til en etårs fødselsdag for et besynderligt kærlighedsbarn, jeg faktisk først havde mødt små 48 timer tidligere. Det var vidunderligt. Og en lille smule mærkeligt.
https://www.instagram.com/p/B_C3-3GFRF1/
Men vi må nok hellere tage det lidt fra starten… Det hele startede faktisk med, at der tikkede en e-mail ind på redaktionen. Den var fra en frisk, ung fyr ved navn Christian, der havde læst vores anmeldelse af Nærvær og ville høre, om ikke han måtte vise os sit relativt nye hjertebarn: The Modern Café & Brasserie.
Nuvel. Her på redaktionen opererer vi jo med det, jeg i mit professionelle liv ville kalde en agil tankegang, og det som alle andre ville kalde forbavsende kort tid imellem tanke og handling, og således går det til at min efterhånden faste medspiser, den gæve kæmpe, og jeg noget tid senere, en vindblæst fredag aften i starten af marts, begiver os over Sankt Annæ Plads og ned i kælderen til nr. 19.
Indenfor i det lange, relativt smalle kælderlokale er der dækket op med små borde og levende lys til at supplere den dæmpede, hyggelige, men absolut ikke Instagram-venlige belysning, og lige inden for vindfanget, på et stykke marmorgulv, der ifølge røverhistorierne blev tilovers fra Restaurant Lucifer, står aftenens charlatan, indehaver Christian Andersen, og tager varmt og venligt imod os.
Christian er det, pigerne ville kalde en ung, flot fyr med glimt i øjet – purung, født ind i branchen og pumpet fuld af selvsikkerhed. Han er helt sikkert også den type fyr, der ville kunne pisse en del mennesker af, hvis ikke han viste sig at var så fandens god til det han laver, og gør det med en solid portion humor og drenget charme. Han tager hjerteligt imod os, viser os et lille tomandsbord nær indgangen, og overlader os dermed i sin tjeners kompetente hænder.
https://www.instagram.com/p/B9rLSr1lXwz/
”Nåh,” siger hun friskt, ”jeg kan forstå, I skal smage på lidt af det hele? Skal vi ikke starte med lidt Champagne?” Bevares, den slags er jeg jo ikke kendt for at sige nej til, og vi klarer da også lige at underholde os selv med et glas liflige bobler inden et besynderligt sansebombardement starter.
”Det må vi godt, når vi kalder os The Modern”
Vi lægger ud med seks østers, tre til hver som den salige baggårdspuma ville have croonet – Små, saftige og havfriske Gillardeau østers serveret med både citron, rødvinsvinaigrette og en kompot på stikkelsbær. Dertil naturligvis mere Champagne; nærmere bestemt Philippe Prié, frisk, frugtig, lettilgængelig, og heldigvis skænket med gavmild hånd af vores tjener, der på trods af at hun stort set er alene om en halvfuld restaurant fredag aften, leverer en absolut prisværdig indsats og trods travlhed forstår at være både smilende og nærværende med et touch af charmerende attitude.
Starter alle gode aftener ikke i virkeligheden med østers og Champagne? På The Modern burde det i hvert fald være en tradition!
Så langt så godt, men faktisk allerede herfra, begynder det at stikke lidt ud ad en tangent. Ind kommer fede, saftige, sødlige og perfekt friterede jomfruhummerhaler, serveret i en lettere makaber præsentation hvor den tilberedte hale er sat tilbage på resten af skroget. Hertil en chunky og veltilsmagt sauce tartare til at dyppe halerne i. ”Frisk nok præsentation,” bemærker vi overfor tjeneren, ”Det må vi også gerne, når vi kalder os The Modern,” griner hun tilbage. Og gud hvor har den smukke pige dog ret, og for fanden hvor rammer hun hovedet på sømmet med en henkastet bemærkning og et smil. Det er jo lige præcis det, man gerne må, når de kalder sig ”The Modern,” og det er lige præcis her The Modern bliver lidt flabet – på den lækre måde!
Det ene øjeblik slubrer du østers og Champagne på nogenlunde klassisk vis – for så vidt, bevares, at stikkelsbærkompot kan klassificeres som klassisk tilbehør til østers – og få øjeblikke senere ligger der et par forvredne, døde vandinsektkroppe på bordet foran dig og tigger ”spis mig”! Det er hverken helt klassisk, eller helt moderne, måske ikke helt stuerent, men det er anderledes, fucking sjovt og uformelt.
Uformelt er i øvrigt også et godt stikord på vinvalget, hvor vi fortsætter med en klassiker fra hofleverandør Kjær Sommerfelts restaurantselektion: hvid Bourgogne af laveste skuffe fra Louis Jadot. Et billigt valg, vil nogle mene, og absolut ikke et glas, der ville hive mange stjerner hjem fra anmeldere. Men et valg, jeg alligevel vil forsvare i en kontekst som dette, hvor det hele tydeligvis gerne må være lidt moderne og fint, men samtidig uprætentiøst og tilgængeligt. Hvorfor? Det smager bare godt. Ikke orgasmisk og himmelråbende godt som dyr Bourgogne har det med at gøre, ikke forunderligt komplekst, men frisk, frugtigt, læskende og stort set altid af et glas mere – endda til noget så sjældent som en pris alle faktisk har råd til. Kald det bare proletar-Bourgogne om du vil. Det virker i konteksten.
Noget andet, der bare virker, er næste ret på kortet: Ravioli med trøffel, pinjekerner og smørstegte salvieblade i en sauce af kogevandet og sunde mængder Parmesan, garneret ved bordet med en gavmild regn af det pureste, friskhøvlede hvide guld: hvide trøfler fra Alba. Klassisk simplicitet badet i luksus, min sjæl, hvad vil du i virkeligheden mere?
https://www.instagram.com/p/B9aWFqCltQD/
Intet under kan det vel være for nogen, at en ret med få ingredienser fra øverste skuffe toppet med verdens måske dyreste råvare kan smage godt. Alligevel smages det igennem den parfumerede regn af hvidguld, at den unge, smarte indehaver, der selv storsmilende passer gryderne denne aften, nærmest må være flasket op i et køkken: Pastaen har fint bid, grundsmagene sidder lige i skabet, mens både intensitet og tilsmagning er præcis som den skal være. Man smager helheden men også de enkelte elementer – helt ned til ostens lagrede funk og melet i pastaen, og det er faktisk mere af en præstation end man skulle tro, i et resultat, der nemt bare kunne drukne i trøffel-noter.
Et syndigt mesterværk
Endnu vildere går det for sig i næste servering: hummerlinguine lavet på frisk pasta fra en gudsbenådet pusher i Hellerup, vendt med gavmilde stykker af hummer, frisk basilikum og en syndflod af fløde og olivenolie samt et helt igennem forfriskende gavmildt drys groft-kværnet sort peber, som leverer den velfortjente kæberasler, der simpelthen skal til for sådan for alvor at bide igennem den parfumerede basilikum, sødmen fra hummeren og fedmen fra fløde og olie.
https://www.instagram.com/p/B9bHhHal8xx/
Det er flotte italienske noter med et touch af Americana og vanvittig fri leg, der finder sammen på en tallerken i en form for syndigt mesterværk, som er både absolut vellykket, lettere avantgarde og absolut velsmagende. Intet under at man på The Modern har dette som sin signaturret: Det er både lækkert, frækt og – for nu bare at gribe klichéen – moderne. Og netop som man når at konkludere dette og tror, man har regnet det hele ud, kastes vi lynhurtigt ud i ren old-school forkælelse i aftenens hovedret.
Små, farserede vagtler serveret med pastinak og en skamreduceret, nærmest tjæreagtig sauce bordelaise… Eller rødvinssovs, som vi siger i Jylland! En umådelig koncentreret og velsmagende rest fra en tidligere menu, som tilfældigvis lige blev hevet frem til Gastromands besøg. Tak for det. Tungt som bare fanden, med saucen balancerende perfekt på knivsæggen mellem mesterligt nedkogt og tæt på brændt i smagen, er det alligevel på sin vis en opfriskende klassisk oplevelse ovenpå en række uortodokse men velsmagende indslag.
Farseret vagtel og tyk, aromatisk sauce bordelaise - throwback til gamle dage og afsindigt godt håndværk!
”Kan I overhovedet klare mere, drenge,” blinker tjeneren kækt, hvilket jo i virkeligheden er et dumt spørgsmål at stille til to velvoksne knejte fra Vestsiden af Storebælt… ”Ork satme jo,” svarer vi lidt for entusiastisk og sendes til tælling af endnu et kækt smil og et veltimet bagholdsangreb i form af aftenens dessert. Tarte Tartine af den smukke og helt klassiske skuffe med perfekt karamelliserede æbler toppet med en sødlig, luftig men aboslut ikke kalorielet Calvados-iscreme.
Tarte Tartin, The Modern style, blev Gastromands banemand denne aften ovenpå en syndflod af Champagne, hummer, østers, hvid bourgogne og bordelaise.
”Jeg er glad for, at mit kolesteroltal og blodsukker holder fri i dag,” når jeg netop at konstaterer på den tid, det tager medspiseren at inhalere indholdet af sin tallerken. Mange ord kunne siges om afbagning, sødmebalance, tekstur, balance konsistens og dygtighed, men det hele kan siges meget mere simpelt: Når den gæve kæmpe glemmer at tale, så ved man, at desserten er god!
En perlerække af kærlige smagslussinger
”Nu kan I vel ikke mere,” spørger tjeneren nærmest retorisk, ”nej, altså, det skulle da lige være en fadøl at gå hjem på,” tænker vi højt, og belønnes med et par velskænkede IPA’er at fordøje oplevelsen på mens restauranten langsomt tømmes omkring os.
Der har været smæk på i aften – ikke på en ubehagelig eller presset måde, men som en perlerække af kærlige smagslussinger, vi i bund og grund selv havde bedt om. På få timer er vi hevet igennem østers, jomfruhummer, trøffel og hummer, vi er blevet trakteret med tjæretyk, hjemmegjort Bordelaise, og blevet høje på sukker og karamel i en vidunderlig fuldført dessert. Tempoet og kadencen har været høj, selv for erfarne levemænd og servicen hæsblæsende og effektiv men vidunderligt nærværende og indlevende.
Den Gæve Kæmpe får lidt trøffel på sin trøffel. God service og trøffel i rå mængder giver glade Gastromænd!
Det er gået stærkt, men har efterladt en snert af forelskelse af den type, der gerne lige skal have lov til at bundfælde sig over lidt refleksion og et par fadøl… Så vi gør det eneste rigtige og bestiller én mere og reflekterer videre, mens de levende lys brænder ud, og mørket for alvor sænker sig over Indre København… ”Er det så hvad livet er blevet til for en dreng fra provinsen,” tænker jeg, ”det kunne sgu være gået meget værre!”
Store planer for fremtiden
Vi kender vel alle den der følelse af, at man burde tage hjem, men at man alligevel bare slet ikke bør tage hjem? For mit vedkommende kommer denne indsigt sidst fredag aften efter køkkenet er lukket. Jeg har været på en selvbestaltet restaurant-tour, og da jeg returnerer til vores bord for at tømme det sidste af min fadøl, ser jeg at den gæve kæmpe har fået selskab af indehaver Christian, tre vinglas og en flaske Fernet Branca. – ”Det er sgu lidt ærgerligt, hvis I er ved at gå,” smiler han, ”for vi har lige bestilt flere øl til jer!”
Nuvel, chefen er i snakkehumør, og så kan man vel godt lige blive lidt. Det er jo alligevel en dødssynd at sige nej til Fernet Branca i restauratørmiljøet. Over en anseelig ”restauratørsjus” får vi os da også et behageligt og absolut ærligt blik ind i hovedet på den karismatiske storcharmør.
Hvordan det er at vokse op i en familie af restauratører, der i næsten 100 år har ejet den ikoniske bygning i Nyhavn 17. Hvordan det er selv at brænde for madlavning, og gerne ville sætte sit eget præg på verden. Hvordan det er at være i midt 20’erne og gerne vil have sit eget, og hvor meget det egentligt kræver at bygge sit eget sted, sit egen køkken og sin egen stab omkring sig.
Så godt flyder snakken, at vi opgiver vores planer om at forlade skuden, og i stedet rykker sammen med den unge restauratør og resten af personalet ved deres stamborde midt i lokalet. Køkkenpersonalet tilslutter sig også, sammen med vores tjener fra før. Sarah hedder hun, og vi får endelig lov til at sige ordentligt tak for god service.
Vi skulle være gået hjem, men snakken går, øllene flyder. Den fjerde væg er ved at nedbrydes imellem restauratører, livsnydere og anmeldere, og alt andet er lige meget nu. Så mens aftenen langsomt bliver til nat på Sankt Annæ Plads, bliver der drukket prøver på mousserende vine til et muligt fremtidigt vinkort og snakket fremtid, planer og drømme. ”Udeservering bliver stort, det er jeg sikker på,” forklarer restauratøren entusiastisk, ”og hey, så arbejder vi på et helt nyt sommerkort! Vil I se? Hvad tænker I?”
”Smørrebrød, Caviar, hummer og Confit de Canard,” udbryder jeg lettere grinende over kortets spænd imellem klassiske madder og absolut moderne dekadence. ”Lidt til turisterne, lidt til de lokale og masser af kærlighed,” forklarer Christian entusiastisk, ”og så bare masser af solskin, masser af borde udenfor og masser af drinks!”
”Jeg er ked af at sige det, men jeg tror sgu, du har fat i den lange ende,” sagde jeg mens vi skålede videre og skyggerne blev længere. ”hvad er du? Sådan en slags født restauratør?”
”Tag bare vennerne med!”
”Kommer I på søndag,” lyder det som noget af det sidste inden vi endelig ved en fælles krampetrækning forlader festen og lader de smukke, unge mennesker fægte sig videre igennem natten… ”Tag bare vennerne med! Det bliver vildt hyggeligt!”
Hyggeligt blev det så afgjort også, da jeg små 48 timer senere afsluttede min Københavnertur og min sidste bytur i over to måneder med stenbiderrogn, østers, Champagne og hvad der også skulle vise sig at blive de sidste krammere i månedsvis. Det er blevet lyst siden sidst, og det må konstateres, at kælderen i den gamle hjørneejendom på Sankt Annæs Plads bestemt også gør sig godt i dagslys, og at personalet sagtens kan finde ud af at starte en fest på en søndag, hvor vi i anledning af restaurantens et års fødselsdag trakteres med rigelige mængder luksusråvarer i en yderst smuk gestus, som desværre alt for hurtigt flyver forbi i min travle tidsplan.
https://www.instagram.com/p/B8UIkTOhWBw/
Få timer senere går turen tilbage til Kolding, mæt på indtryk og nye bekendtskaber, træt men glad helt ind i sjælen på trods af udsigten til at skulle tilbage til hverdagen – en hverdag, som skulle vise sig at blive noget anderledes end forventet.
Lockdown
Jeg vågner mandag morgen i min seng i Kolding, træt og uoplagt. Kvalmen hænger mig langt ud af halsen, men jeg kommer afsted på dagens opgaver. Ved middag har jeg feber, og til fyraften er jeg sendt til tælling med ømme lemmer, ru hals og en træthed, der strækker sig helt ind i knoglerne… Da jeg kommer til mig selv en uges tid efter, er landet lukket og ingen taler om andet, end hvad der muligvis allerede har ramt mig. Corona.
”Nåh, det var så det,” tænker jeg og smider lidt vemodigt mine smagsnoter fra The Modern i skraldespanden, ”ingen restauratør med et enkelt år på bagen kommer til at overleve en månedlang nedlukning af den danske restaurationsbranche.”
Men så skete der noget vidunderligt i lille Danmark, noget som undertegnede og mediet hvori du læser dette kom til at spille en lille men central rolle. Vi fik den største og den bedste takeaway-kultur, landet nogensinde har set. Det startede i det små, blandt andet med et åbent brev her fra redaktionen til de danske restauratører.
Få timer efter var hashtagget #spisudehjemme lanceret med en opfordring til de danske folk om at dele deres take-away oplevelser og tilbud herunder. Mindre end en uge senere så non-profit hjemmesiden spisudehjemme.dk – et parløb imellem Gastromand og Madsvin – dagens lys, hvor sultne danskere kunne finde links til hundredvis af take-away tilbud fra restauranter landet over… Og så eksploderede det hele i en mediestorm, som ramte både DR, JP, Samvirke og talrige andre medier.
#SPISUDEHJEMME
Det var egentligt ikke meningen, vi ville være med til at skrive kulinarisk Danmarkshistorie, men sådan er det vel egentligt for de fleste, der gør den slags. Det skete blot, og pludselig stod vi nyttige idioter der med en idé, der bare var eksploderet imellem hænderne på os og hundredvis af forretningsdrivende, der fra den ene dag til den anden formåede at omstille deres forretning fra en fokus på personlig service og nærvær, til hygge i hjemmet og forkælelse på distancen. Og det har været både en kamp og en oplevelse uden lige!
At se først hundredvis og senere tusindvis af mennesker nægte at acceptere det dødsstød, der er givet en branche, og kæmpe videre under nærmest urimelige odds har for mig stået som den største kulinariske oplevelse i mange år.
Måske netop derfor fyldte det mig også med en god portion glæde og indre varme, da en af de mere farverige personligheder, der ret hurtigt dukkede op under hashtagget #spisudehjemme skulle vise sig at være ingen ringere end vores nye ven fra Sankt Annæs Plads. Med et dampbarns energi (og lidt til) havde han simpelthen på få dage transformere sit ”sit down dining”-koncept til ”The Modern 2 Go” med et simplificeret menukort af klassikere fra vores besøg i ugerne før, nye tiltag som luksus tarte flambée og endda dagens ret ud af huset.
Det hele naturligvis dokumenteret i billeder, videoer og stories på Facebook og Instagram – til glæde for hårdtarbejdende medarbejdere, stamkunder og ikke mindst nye venner på distancen, som bekymret og magtesløst har set til – først i bekymring og efterfølgende i fælles glæde over at se projekter starte, rulle og faktisk lykkes.
https://www.instagram.com/p/B_AMMWfHfp4/
Rundt om i landet har de omfavnet de nye sociale platforme og de fora, der på rekordtid, er skudt op, og er blevet hørt over hele landet. Ikke kun i lokalsamfundet, men også på tværs af byer og landsdele, som ellers har været så godt som afskærmet af en total nedlukning af landet. For en fortravlet og berejst personage som jeg selv, der har sine stamsteder og vandingshuller ikke kun i nærområdet, men i høj grad også i København og andre større byer, har det været en trøst af se mine helte og venner i branchen opbygge deres profiler på de sociale platforme. Det har givet folk som mig mulighed for, om ikke direkte at støtte, så i hvert i hvert fald yde rygklap og moralsk opbakning til de steder, vi frekventerede og beundrede inden krisen, og brændte efter at se igen på den anden side.
Personligt, som madbloggere og netværkerer i branchen, har det været en sand fornøjelse at give lidt igen og aktivere vores kontaktflade og ekspertiser til at skabe opmærksomhed om de restauranter, som gjorde en forskel, holdt hjulene i gang og redde danske arbejdspladser på den korte og lange bane… Og det har vi i alt beskedenhed gjort med en lille indsats, der blev til en kæmpe bevægelse! Se bare på vores ven Christian: Fortjenesten og arbejdet er ikke vores, eller for den sags skyld andre lignende foretagender. Det er ene og alene hans og hans ansattes. De har kæmpet, de har slidt, de har danset i lyserøde t-shirts på Nyhavn 17 for at skabe opmærksomhed, og de har givet alt, hvad de havde – og på den måde har de reddet virksomheder, leverandører og jobs.
Genåbning
Og således gik det til, trods modgang, pandemi og andre urimelige odds, at man igen en forårsaften i maj kunne slå kælderdøren op for siddende gæster på The Modern – spisestedet der næsten fik dødsstødet på sin første fødselsdag – med faktisk netop den reviderede menu, som vi gennemnørdede og diskuterede på en mørk og temmelig våd vinteraften i stearinlysenes skær.
Jeg kan ikke sige dig, kære læser, præcis hvad du kan forvente dig af disse nye tiltag på menuen, men jeg tør godt love dig, det bliver godt, og at jeg selv glæder mig enormt til at udforske det nye univers. Med skønne og dedikerede tosser som Christian og Sarah bag roret i henholdsvis køkken og på gulv samt en festlig lidt fandenivoldsk indstilling til madlavning og betjening, så kan det ikke meget andet.
Jeg kan ligeledes love dig, at du trods pandemier, månedlang nedlukning, årstidernes gang og skiftende menukort heldigvis stadig kan smage vores absolutte favoritt fra vores vinteraften i kælderen. Hummerlinguine hører heldigvis til blandt The Morderns Evergreens, uanset hvad denne verden måtte bringe af forandringer, skift og udfordringer. Men herfra må du altså efter forgodtbefindende supplere med et helt nyt udvalg af dekadente tosserier: måske en omgang Steak Frites, en baguette med Confit de Canard, salat af grapefrugt beder og gratineret gedeost eller, naturligvis, The Modern Burger med karamelliserede løg, bacon, sauce og trøffel? (Tak til Julie, aka The Burger Queen of Copenhagen, for lån af flabet billede!)
https://www.instagram.com/p/B9zicYWlWKd/
Sidst men ikke mindst, så kan jeg love dig, at det bliver en oplevelse. The Modern er et sted, hvor dyre ingredienser, kvalitet, godt håndværk og sans for detaljer møder nede på jorden attitude, kække bemærkninger, skæve smil og ben i næsen. Et sted hvor dekadence bliver tilgængeligt og en lille smule mere afslappet – ikke nødvendigvis prismæssigt hvor vi stadig er i den øvre ende af lejet for caféburgere, madder og pasta i Indre København – men i forhold til rammer, præsentation, og tilgang, som her har fået en komplet makeover til den gakkede og dekadente side.
Det er med andre ord ikke just et greb i lommen at spise på The Modern, men det skal det heller ikke være, når man putter hummer i sin pasta eller rask væk høvler trøffel på sin burger. Det er komplet dekadence, og den slags skal koste lidt, ellers gør du det ikke ordentligt. Men så dyrt er det relativt set heller ikke – specielt ikke når det gøres med et smil på læben og et glimt i øjet, som man gør det På The Modern. Og måske er det alligevel det, der ligger i navnet? Tag klassisk dekadence, shake det med en god mængde fandenivoldskhed, tilsæt et dash uformalitet og server det i nye klæder. Så har du The Modern. Helt sin egen og flabet på den dejlige måde! Fandme tak skal I ha. Vi kommer igen!
Ja, du må undskylde den lille sproglige finurlighed i rubrikken(jounalist-lingo for det, du kalder ”overskrift”). Men altså, det er jo en lille spiky dude ved navn Corona, der har lavet om på indholdet af denne omgang vinanmeldelser.
BEDST I TEST
Det skulle nemlig have været en artikel om og anmeldelser af ”festivalvine”. Nærmere bestemt, forhandlernes gode bud på vine til festivalbesøgende vinelskere. Hvad skal du og jeg tage med til Roskilde eller SmukFest, når vi nu holder af vin, men også ved at omstændighederne byder på både plastglas og lunken temperatur. Det ville vi gerne have vidst. Men så kom Corona rullende og aflyste alle årets festivaler og dermed også det ellers nærmest geniale tema. Festivalvine!
Kun én vin nåede at lande under det oprindelige tema, inden vi fik lavet det om til en omgang ”blandede bolsjer” som man kan sende hvad som helst ind til. Det var vinen Uby No. 3, som sikkert ville have fornøjet både dig og mig under blå festivalhimmel. Resten af vinene er sendt ind til det brede bolsjetema. Det gav både hvid, rosé og rød og således kan du vælge frit på anmeldelseshylden, hvis du skal have fyldt reolerne inden ferien. God sommer!
Dejlig aromatisk næse af syltet pære og melon. Saftige, læskende mund med minisødme og god afsluttende syre. Ret sprød og duftende for druen og ganske flot til tilbudsprisen.
Blid duft af hyld og græs. Sprød mund med markant syre og masser af friskhed. Fjordrejer og asparges, kom an. Lavet på bl.a. druen ugni blanc, der ellers typisk lægger krop til cognacproduktion. Meget vin for pengene.
[rating stars="4" product="Uby No. 3 Côtes de Gascogne"]
Diskret næse af jordbær og hvid peber. Munden er saftig med god frugt, stram syre og et klædeligt snert af sødme. Total terrassevin, der sagtens kan håndtere en jomfruhummer eller en rødtunge.
[rating stars="4" product="Louis Jadot Côtes de Bourgignons Rosé"]
Jakob Schneider Riesling Halbtrocken 2019 (1l) [BEDST TIL PRISEN]
Smuk, floral næse, der oser af hvide blomster, altea og pære. Munden er en superpleaser hvor syre og sødme i sand harmoni kæler for din gane. Drik den kølig til kold i store slurke, glem alt om pandemier og nyd sommeren. Køb i kasser, ikke i flasker.
Herlig Rhônenæse med både brombær, vilde urter og en lille røgtone, måske fra syrah? Munden er en tannisk charmetrold, der flår blidt i gummerne, men kompenserer med venlig frugt.
Aniskrydret duft af ædeltræ. Masser af vilde tanniner(med meget lange ører) i munden, der er stram og taktfast. Ikke stor, men ganske typisk barolo til en ret flot pris.
[rating stars="4" product="Contea di Castiglione Barolo 2016"]
Massimo Rivetti Barbaresco Froi 2016 [BEDST I TEST]
REKLAME: Indlægget er lavet i samarbejde med Charbroil Danmark
”Er der nogen, der vil teste en ’diskret’ grill,” spurgte Webmasteren en dag åbent ud på redaktionen, og jeg ved faktisk ikke helt til dato, hvad der fik mig til at række hånden op. Måske var det fordi jeg I et svagt øjeblik ikke havde hørt underdrivelsen i spørgsmålet. Måske var det en konsekvens af, at jeg mistede min kogetop i starten af Corona-krisen, og i månedsvis havde været hensat til primært at lave mad på min kaffemaskine. Måske var det bare muligheden for at prøve noget nyt.
Et stk diskret grill. Charbroil Professional Black Edition 4500. Foto: Charbroil
Egentligt er jeg jo svoren tilhænger af Webers kuglegrill. Egentligt har jeg forsvoret gas som en ægte grill-form. Og skal jeg være ærlig, er det eneste, jeg i mit liv (forsætligt eller som i dette tilfælde ved et uheld) har sat ild til netop en Charbroil-grill, som gik op i flammer i et forøg på at grille pølser til en lokal rockfestival.
Oddsene var altså fra starten stakket lidt imod projektet, men uanset baggrund eller omstændigheder stod jeg pludselig der en tidlig sommerdag i min baggård med en kæmpe kasse ved min side, et underskrevet fragtbrev i lommen, fem tommelfingre på hver hånd og indtil flere mere eller mindre anseelige udfordringer linet op foran mig. Nu skulle grillen, og for den sags skyld også jeg selv, stå sin test. For kan livsnyderen kendt for at outsource stort set alle praktiske gøremål i sit liv egentligt samle, betjene og anmelde en grill på størrelse med sig selv, og kan Charbroils Professional 4500 imponerer og måske endda omvende en inkarneret kulgrill-fanatiker?
Levering og samling
”Jeg kan da samle din nye grill mens du arbejder færdig, så kan vi grille aftensmad,” tilbød min søde, smilende, veninde, som var på besøg på leveringsdagen, da jeg kom tilbage op i min lejligheden. Et nådigt tilbud, der dog voldsomt hurtigt blev tilbagetrukket, da hun erfarede at grillen var blev leveret på en palle, og vejede tyve kilo mere end hende. Hvilket i øvrigt giver grillen en kampvægt lige i omegnen af de 70 kilo for dem, der ikke måtte være bekendt med de gængse målestokke i Johan Johansens liv.
Sagt med andre ord: Charbroil Professional Series 4500 er stor. Sådan europalle stor, og leveres som samlesæt i rundt regnet 100 dele. Alene af den grund var jeg selv noget mindre entusiastisk i forhold til egne evner udi samling. At gøre det selv, konkluderede jeg, ville nok føre til et kuldsejlet forsøg og dumpekarakter. Jeg er jo for fanden kendt som Gastromands levemand og gonzojournalist, ikke vores chefmekaniker.
Løsningen på mine kvaler blev at bestikke en fingernem kammerat til at hjælpe med projektet – noget der alligevel kan anbefales, bæstets størrelse taget i betragtning. Der er simpelthen enkelte dele af processen, der er voldsomt besværlige – hvis ikke umulige – på egen hånd. Heldigvis er kolde øl, vin og grillmad et godt kort at have på hånden, når man fattes hjælp fra lokale handymen, og ved fælles hjælp viste processen sig da også ganske overkommelig. Lige over to timer tog det fra start til slut, hvis vi ikke lige indregner ølpauser og en lille smule backtracking forårsaget af missede sider i samlingsvejledningen, der klistrede sammen i det skybrud, der på bedste typiske og teatralske vis angreb os halvvejs mod målet.
Grillen leveres i bedste voksen-LEGO stil med en illustreret samlevejledning, og både forklaringer som illustrationer i denne fremstod langt henad vejen informative og letforståelige for min hyrede ekspert. Kun enkelte gange måtte vi klø os selv lidt undrende i hovedbunden og falde tilbage på et vanligt leje af trial and error og heldige gæt. Med andre ord burde projektet være til at gå til for de fleste med lidt færre tommelfingre end jeg, selv hvis de drukner deres samlevejledning halvvejs. Nogle vil nok være lidt hurtigere om projektet mens andre vil skulle bruge en time mere, men med en øl i hånd og lidt godt humør, vil de fleste aldrende LEGO-byggere eller IKEA-fanatikere nok finde samlingsprocessen et ganske underholdende eftermiddagsprojekt.
Udseende og første indtryk
Og hvordan ser det færdige resultat så ud? Kort sagt godt i min optik! Professional Black Edition er, som navnet måske antyder, Charbroils lidt mere lirede, maskuline alternativ til deres klassiske grill i børstet stål look. Den fremstår kulsort og skinnende med røde LED-dioder i knapperne til brænderen og et solidt greb i klassisk stål-look – og indrømmet, godt ser det sgu ud. Om man er til blankt stål eller sort vil vel altid være en smagssag, men jeg personligt finder det nye, opgraderede design en del mere lækkert, stilfuldt og eksklusivt end det klassiske børstede stål look.
Når du har én dag til årets store test, og det selvfølgelig er sommenres eneste regnvejrsdag til dato. Oh well, man kan vel grille i alt slags vejr?
Konstruktionen, specielt underskabet og sidebordene, virkede under samling en smule vakkelvorn, men fremstår efter endt arbejde ganske stabilt og sikkert, nok takket være nedsænkningen af det store brændkammer og de massive mængder støbejern, som udgør grillristen, og giver både stabilitet og vægt til den samlede konstruktion.
Fire gasbrændere er det blevet til i 4500 modellen fordelt under et støbejernsbelagt grillareal på hele 75,6 x 44,5 centimeter og så lige et eksternt, selvstændigt gasblus på højre side, der kan bruges til at koge kartofler, lave sauce eller lignende, mens sidebordet på venstre side af grillen giver rigeligt med plads til kødbakker, værktøj, krydderier, Champagne og hvad du måtte have brug for under arbejdet. Det eneste vi faktisk lige mangler, er en ølholder, men her kan et hjørne af bordet vel til nøds gå an.
Det gedigne grillareal rækker til 6+ personer mener Charbroil, og det er på ingen måde en underdrivelse: To gryder, en pande, et par stege, to småfugle, lidt bøffer en pakke pølser, fire seriøse andelår og grøntsager fik vi snildt plads til under vores første test – med rigeligt areal tilovers. 10 personer ad gangen skulle du nok kunne få plads til at kokkerere for, vil gættet lyde på, hvis du udnytter pladsen lidt eftertænksomt.
https://www.instagram.com/p/CBcwd1VlOii/
Special features: TRU infrared teknologi.
Foruden et ekstra stort brændkammer, omkring 40 kg støbejern til at holde på varmen og indbygget pornobelysning er Charbroil Professional 4500 udstyret med Charbroils patenterede TRU Infrared teknologi. Et noget diffust marketing-begreb der i al sin simpelhed dækker over en række plader i vinklet rustfrit stål, placeret imellem grillens brændere og støbejernsristene, som giver en række fordele: De første er bedre varmefordeling og mindre gasforbrug, mens de samtidig forhindrer fedstænk direkte på brænderne, så du undgår opflamning under grilning og i sidste ende burde have nemmere ved rengøring af bæstet.
I en svært dokumenterbar påstand fra producenten skulle teknologien føre til mere smagfuldt og 50 % mere saftigt kød. Det sidste vil jeg lade stå for egen regning, men dog bemærke at TRU infrafred ristene virker aldeles fremragende til at undgå opflamninger og dermed bitter, dårlig smag af sod, som efter min mening hurtigt bliver det største problem i forbindelse med grilning over kul eller åbne flammer. Samtidig synes de vinklede plader vitterligt at fordele varmen mere jævnt og direkte over hele grillarealet i forhold til andre modeller uden denne teknologi. Specielt hvis du lukker låget og fyrer helt op for samtlige brændere, og dermed hurtigt får en rygende varm grill. Det lavere gasforbrug tager vi naturligvis med som en kærkommen bonus.
https://www.instagram.com/p/CB2OrlJluOm/
Men skal vi ikke lade tal være tal og teorier være teorier, og kigge på det, I i virkeligheden gerne vil vide: hvordan klarer sådan en fætter sig så i test? Til at besvare det spørgsmål samlede jeg, foruden jeg selv og min hjælper, tre venner samt fem kilo kød af forskellig beskaffenhed, og førstehåndsindtrykket er egentligt ganske fornuftigt.
https://www.instagram.com/p/CBZMnfHl77C/
Den elektroniske tænder er hurtig og præcis på samtlige brændere og allerede efter 10-15 minutter er de jomfruelige støberistene rygende varme og klar til at tage imod. TRU Infrared varmedeflektorerne (som de så fint hedder) leverer hurtig og jævn varme til støbejernsristene, som fint opsamler og fastholder varmen, hvilket betyder, at du kan være hurtigt ude af starthullerne også på hverdag, hvor det gerne skal gå lidt stærkt.
Samtlige fire brændere på grillfladen reagerer hurtigt og leverer præcis, høj varme på øverste indstilling – samtidig med at de på nederste fungerer fint til at holde maden varm på vågeblus, såfremt du har mange forskellige udskæringer eller kødtyper på grillen, som gerne skulle være færdig på samme tid.
De fire zoner og den relativt præcise varmefordeling giver rig mulighed for at eksperimentere med flere samtidige temperaturer eller tilberedning af større stykker kød over indirekte varme, når blot man er opmærksom på, at de massive mængder støbejern altså opsamler og videregiver en del varme også til de nærliggende zoner. Det kræver en smule tilvænning, men efter et par minutters fri leg oplevede jeg personligt ingen problemer ved at stege rib eyes over høj varme på en zone mens en anden blev brugt til at grille pølser over mere moderat varme, og en tredje holdt rosa svinekød saftigt og lækkert over lav varme.
For så vidt angår sideblusset fungerer det som man ville forvente af et helt standardgasblus – hurtigt, præcist og med god, jævn varmefordeling til både små og store potter og pander. Ganske imod min forventning, er det faktisk også en overraskende kærkommen tilføjelse, da det sparer dig at skulle rende til og fra komfuret for at koge kartofler, varme sauce eller lignende. Charbroil, på vegne af os, der bor i etagebyggeri – og vores ben – vil jeg gerne takke jer for mange sparede sprinteture op og ned ad trapper.
Blusset har ikke, som mine kompetente kolleger påtaler af en anmeldelse af en lignende model fra Grandhall, nogen decideret vågeblus indstilling, hvilket naturligvis besværliggjorde mine ærværdige kollegers forsøg på at lave Hollandaise over grill i deres ellers underholdende anmeldelse. Men der må jeg bare med al ære og respekt for mine med-Gastromænds evner sige, at der nok er en grund til at mere kulinarisk velbevandrede sjæle end dem anser ægte saucer over åben gas som lidt af et jongleringsarbejde. Gasblus bliver som udgangspunkt varme så forvent ikke at bruge det som simrestation, varmholdningsplads eller til varmefølsomme ting som legeringer og ægte saucer over direkte varme. Det er værd lige at få med, hvis man nu for eksempel lige syntes man skulle piske en hollandaise til laksen, eller imponere damerne ved at lave Steak Frites Bearnaise over grill…
Den slags præcisionsarbejde er den mere moderate varme, du finder på risten i låget på Charbroil’en eller eftervarme fra en af brænderne til gengæld særdeles fremragende til. Så hvis I lige skal have tricket til næste gang, I skal imponere, drenge, så steger I et par seriøse bøffer på grillen, mens i varmer en gryde olie på sidebrænderen. Når bøfferne så er færdige, lader I dem trække på et slukket blus mens I kører fritter på siden og pisker en Bearnaise i en tykbundet kasserolle på grillens øverste rist, eller eftervarmen fra stegningen… Og så er den kulinariske nobelpris vist hjemme!
Rengøring
Og skal vi så lige runde den afdeling, som jeg selv og mange andre hader mest? Rengøring! Og i den forbindelse for første gang i Gastromands glorværdige 10-årige historie bringe en form for dementi. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er lidt forundret over at en unavngiven bloggerkollega i en tidligere artikel antyder at rengøring af grill ikke er noget, man bør gå synderligt op i, men snarere bare brænde grillen godt igennem fra tid til anden…
Javist, jeg er selv doven, men… Jævnlig rengøring er med til at modvirke blandt andet dårlig smag, tilstoppede brændere og overfladebrænde i størknet fedtstof – har jeg hørt fra en ven, som grillede til en festival for nogle år siden – samtidig med at det giver højere varme og bedre varmefordeling under grilning. Så rengøring er som afgjort noget, der bør foretages efter hver brug af grillen. For din egen og grillens skyld.
Nåh, når nu det er sagt så er rengøring af en Charbroil grill dog heldigvis heller ikke nogen videre videnskab eller heldagsrejse. Det er bare at brænde grillen godt igennem efter brug, hvilket forkuller og løsner de fleste madrester, og herefter gå til værks. Støbejernsristen rengøres nemt med en stålbørste mens TRU Infrared ristene kan rengøres enten med en medfølgende skraber eller (efter afkøling) nemt fjernes og gives en tur i varmt sæbevand. Processen tager nogle få minutter og lidt knofedt, og bør for nemhedens skyld gennemføres efter hver brug af grillen. Dermed holdes den samlede rengøringstid på få minutter – perfekt for dovne mennesker som jeg og mine madbloggerkolleger.
Kritikpunkter
Af deciderede problemer og udfordringer skal jeg være ærlig at indrømme, at jeg ikke selv oplevede mange under testen, men retfærdigvis er det da ikke fordi det skortede med kommentarer fra andre grillentusiaster omkring udfordringer med Charbroils modeller. Dem har vi selvfølgelig forsøgt at lytte til og forholde os til. Primært hedder det sig, at Charbroil-grillene ikke bliver varme nok, og at de hurtigt mister varmen ved åbning af låget.
Igen er mangel på god varme og grillmærker ikke noget, jeg bemærkede i test. Faktisk blev min Charbroil varmere end to konkurrerende mærker, jeg også lige nåede at lege med i perioden, og steg hurtigt i temperatur efter start, specielt med låget lukket.
Skulle problemer med manglende varme opstå hos nogen, tror jeg der findes en god og naturlig forklaring herpå, som endda adresseres af Charbroil som noget af det første i deres manual til grillen – som vi, som de Gastromænd vi er, naturligvis læser, ikke? Ahem, anyway, problemer med varme kan skyldes riste eller brændere, der med tid bliver snavsede og tilstopper, og der opfordres da netop også til, at man jævnligt inspicerer og rengør sine riste og brændere for at undgå problemer med manglende tænding, varmetab, røgudvikling eller fedtbrænde. Om det på tid giver fører til større udfordringer for undertegnede her, må komme an på videre test og sammenligning, men vi hører da fra Gastromands egen Høvding og mangeårige glad og tyk Charbroil-ambassadør, at med lidt omtanke og jævnlig eftergang kan de fleste varmerelaterede problemer undgås eller hurtigt afhjælpes.
325+ grader ramte vi i toppen af låget og liiiiiige lidt for varmt på selve ristene. Ikke de store problemer med varmen her. Under støbejernen anes Tru Infrared ristene i rustfrit stål.
For så vidt angår varmetab ved åbning af låget, så opfatter jeg det som lidt et generelt problem for griller af alle typer, specielt de gas-baserede – ikke nødvendigvis en anke imod Charbroil, som mange vi talte med, ellers gjorde det til. Når du løfter låget, forsvinder varmen. Fynboen påpeger det i sin test af Weber Spirit II og har vi i virkeligheden ikke alle oplevet det mange gange i vores karrierer som grillmestre? Jeg selv oplevede i øvrigt minimale problemer med varmetab i mine tests – måske fordi de større modeller er bedre afskærmede, min grill stod i læ for vind i en lukket baggård og fordi jeg var påpasselig med at lette på låget. Kun en enkelt gang under testen oplevede jeg deciderede problemer, men til Charbroils forsvar havde jeg også her valgt at stille op midt i en stiv kuling, som nok havde givet alle gaskilder kam til deres hår. Åbne flammer er nu engang bare vindfølsomme.
Konklusion: Bedre end kul?
Kan Charbroil så rode op i en konservativ, gammel drengs fordomme? Som mangeårig fortaler for kul, er jeg faktisk først her på vej mod mit fjerde årti på jorden for alvor kommet i gang med at grille over gas, men – må jeg tilstå – det er nu ikke fordi jeg som sådan hader oplevelsen. Er det det samme? Nej! Er det bedre? Mjaeh! Det har ikke den samme charme og heeeelt den samme smag, men helt ærligt så er det i hvert fald en hel del nemmere og mindre omstændigt.
Sammenlignet med en klassisk kuglegrill er du i gang på under den halve tid og kan selvsagt noget nemmere regulere varmen. Modsat misser du selvsagt en del af ritualet, hyggen og udfordringen (på godt og ondt) ved at grille over kul. Jeg får brugt min Charbroil mere end jeg gjorde min gamle kuglegrill af den simple årsag, at det er nemmere, både hvis man lige får lyst til at grille selv en hverdagsaften, eller invitere en røvfuld mennesker til grillfest en lørdag. Til gengæld har jeg så sagt farvel til grillstarterbajere og glæden ved at grille en perfekt ribeye over ujævn varme, men mon ikke der kan skabes nye ritualer og performance mål i denne henseende? I det store hele er jeg, indrømmet, tilfreds med mit nye skur af en grill.
https://www.instagram.com/p/CCDwMc-FhGH/
4-5.000 kroner koster sådan en fætter (eller 3.495 på tilbud lige nu, hvis du er heldig), og det er ikke et greb i lommen for en grill, men det er immervæk stadigvæk halv pris eller mindre end hvad man må slippe for tilsvarende størrelse fra konkurrerende Weber. Det taget i betragtning virker prisen på grisen faktisk ganske rimelig, og mon ikke der med det i mente kan indgås mange studehandler med bedre halvdele, derude? ”Jamen skat, det er jo HALV pris af konkurrenten!” – Jow jow, den løber i bare med – bare kald os public service!
Bevares, hvis prisen skal gøres til et issue, så skal det da også nævnes, at du kan få griller af samme størrelse fra konkurrerende producenter til færre penge, men så begynder du også for alvor at slås med billige konstruktioner og problemer som ujævn varme, opflamninger og varmetab. Igen virker de 4-5.000 altså som et fint leje for hobbykokken, der ønsker sig en stor og stabil grill til rimelige penge. For pengene får du kort og godt et stort grillområde i passende arbejdshøjde, hvor basisfunktionaliteten bare spiller uden dikkedarer, men til gengæld også uden videre ekstra features og lir, som du ser det på dyrere modeller – og ikke helt den samme bygningskvalitet som for eksempel Weber.
Charbroil Professional Black Edition 4500 er – trods det flotte, sorte design, hyggebelysning og greb i rustfri stål – ikke en Rolls Royce men et noget billigere alternativ,. Det mærkes dog faktisk primært i det lidt discountagtige og tynde understel og knapperne til brænderne, der føles lidt billige og plasticagtige. Det er dog et stabilt og driftsikkert valg for de fleste legebørn og familiefædre –endda til rimelige penge.
[rating stars="4" product="Charbroil Professional Black Edition 4500"]
Igen er halve Gastromænd ikke en mulighed på vores klassiske karakterskala, og vi ender derfor på fire forspiste Gastromænd for en grilloplevelse over gennemsnittet, der lige har fået et ekstra skud Gastromandfaktor i form af et maskulint design overhaul, og vil kunne tilfredsstille de fleste grillentusiaster uden dog nødvendigvis at imponere familiens excentriske onkel, der udelukkende kører Weber Summit med spinnerfælge.
Det her skulle have været artiklen om vinene fra syditalien og øerne. Du ved nok, de kraftige og krydrede vine på druer som negroamaro og primitivo. Vine, der i årevis har været danskerfavoritter, som tiltaler os med deres krydrede solmodne frugt, subtile sødme og store drinkability, den ofte høje alkohol til trods.
Oplagt ”Vin uden pis”-tema, tænkte jeg.
Men hov, da der kun kom tre vine ind til temaet, skulle jeg have lugtet lunten. Syditalien er ikke ”hot” længere, lader det til. Der er ellers masser af vine derfra i supermarkederne, men måske så meget, at det nu primært er dem, der importerer fra støvlehælen og omegn?
Jeg indkøbte en håndfuld fra forskellige kæder, for at teste niveauet her, men ak, der var ikke meget at komme efter. Og selvom flaskerne var tunge og koniske og dermed ”udstrålede kvalitet” så var etiketterne nærmest blottet for oplysninger om hvem, der egentligt havde lavet vinen. Bulk, med andre ord og vinene bar da også præg af, at være fremstillet for at ramme en specifik smag mere end at afspejle terroir og årgang.
Så altså, nærmere ”pis uden vin” end det omvendte. Så denne gang må du tage til takke med disse tre anmeldelser af vine fra det sydlige Italien og derfor giver det heller ikke meget mening at kåre en testvinder eller en ”bedst til prisen”. Det kan du selv gøre, mens vi samler kræfter til næste tema.
Sessola har ret meget fadvanilje i næsen, men det er da en vintype, der kan tåle det. Munden er fed, moden og krydret frugt og blide tanniner. Oppulent stil, men vellavet.
Vin fra Sicilien på den relativt ukendte drue nerello cappuccio, der sjældent er alene i flasken, men oftest blendes med den nært beslægtede nerello mascalese. Stilen er reduktiv, rank og saftig med masser af både syre og tannin. En intellektuel, mere end hedonistisk vin.
De stinker, de anmeldelser her. 5 fede gastromænd til hver eneste vin? Hvis ikke jeg selv havde anmeldt, ville jeg sgu være en anelse skeptisk. Men altså, temaet er ”kølervæske”. Vi efterlyste vine, som du rent faktisk gider drikke, hvis den hede sommervarmebølge skulle ramme os. De der varme dage, hvor du pruster på terrassen og hvor selv Aperol sprits og GT’s efterhånden gør din mund klæg af sukker. De dage, hvor du seriøst overvejer vand, som eneste væskeindtag. De dage, hvor vin virker som en virkeligt dårlig idé.
Og i smagende stund er det sådan en dag. Det er fugtigt, varmt og tordentrykkende. Der har været skybrud flere steder og varmen står stille og sitrer mens luften stædigt står bomstille.
Med andre ord en perfekt dag til at smage dette tema. Og på nær den vin, der havde prop, så leverede samtlige vine varen. Læskende, kølende og med stor drinkability tvang de sig adgang til nydelsescentret i anmelderhjernen, der således bypasset kunne konstatere at de virker præcist som tiltænkt.
Så altså, en klar anbefaling af alle vine i denne omgang. Køb, mens solen skinner.
Skøn, frisk næse med masser af citrus og begyndende petroleum. Munden er tør, mineralsk og mundvandsfremkaldende. Herlig og frisk vin, der nok kan køle en solskoldet danskerpande på terrassen imens du læser den omfangsrige tegneserie-etiket. Godt køb til tilbudsprisen.
Flot, floral næse med liflig parfume. Helium-let mund, der nærmest evaporerer inden du får sunket. Skøn, sart vin, der ikke ledsager meget andet end en nypillet fjordreje, men du har også drukket den inden der er mad på bordet.
Sart næse med jordbær og kirsebær, spicet op med varm muld og ædeltræ. Munden er læskende as f… med spændstig syre og et letbittert tannisk inderkindkys til sidst. Kør den ondeste mormorkylling og hav rigeligt vin, ok? Normalprisen er er friskere end vinen, men tilbudsprisen er mere end i orden.
Herlig, spicy næse med det helt rigtigt færgedækskrydrede riesling-gefühl. Endnu en spindelvævs-let mund, der pirrer mundhulen med sin stålsatte syre og ellers et blidt væsen. Fornemmer jeg lidt sødme til sidst? Anyways, oplagt terrassebasker til alle svedige gæster, du under en kvalitativ afkøler. Og literprisen er helt i orden.
Granny Smith-næse med muskatparfume. Slet ikke værst. Og munden, for dulen. Saftig, læskende syre møder sart frugt møder fin parfume og det hele er one bloody happy marriage. Jæssir!
Forventningsskabende næse med surkirsebær, hyldebær og ny asfalt. Munden emmer af saftig frugt smukt suppleret af et venligt tannisk gummegreb. Mærkbart bedre end 2017, som vi også var glade for.
[rating stars="5" product="Domaine de Colette Beaujolais-Villages 2018"]
Måske kan du huske det fra sidste år? Vi smagte os igennem en ordentlig røvfuld vine fra Alsace, der alle var blevet kåret i begivenheden ”Best of Alsace Riesling 2019”. Et arrangement hvor en håndfuld dygtige sommelierer smager sig igennem et væld af vine i forskellige prisklasser og finder de bedste.
Det samme er sket i 2020 og vi har endnu engang fået lov at smage vindervinene. Niveauet er stadigt højt, der er masser af skøn alsacevin på hylderne rundt omkring i kongeriget. Og efter en lang periode, hvor ”supermarkedsalsace” har været et skældsord, er det dejligt at konstatere at niveauet på vinene fra COOP, Meny og føtex var ganske pænt. Vi har ikke været lige så gavmilde med topkaraktererne som sidste år, men overordnet betragtet er vi mægtigt tilfredse med kvaliteten af Alsace-udbuddet på det danske marked.
Flot næse med hybenrose, melon og kridtduft. Munden har god balance og nydeligt syrebid. Pæn vin, der rydder fordomme af vejen om kedelig supermarkedsalsace.
Åben og moden næse af syltet frugt og hvid peber. Munden starter urtet og tør, nærmest med et lille tannisk nip i gummerne inden syren frisker op og runder af.
Åben, nærmest ødsel næse med kraftig kvædeduft. Fed, olieret mund, heldigvis med balancerende, frisk syre. Pæn vin til stegt fisk eller hønsefugl i fløde.
Krydret næse med duft af vådt grus. Fyldig mund med intens syre og rank, mineralsk mouthfeel. Flot vin i den knastørre, slanke ende. Meget vin for pengene.
Nydelig næse med et sødligt floralt pift på toppen af pomeloduft. Skøn, elegant og balanceret mund med parfumeret frugt, engleblid syre og sart finish. Meget tilgængelig vin til flot pris.
[rating stars="5" product="Arthur Metz Altenberg de Wolxheim 2018"]
Frisk og livlig næse med syrligt æble og brøddej. Tør, mineralsk og flintet mund med lidt skarp mundvandsprovokerende syre. God til ferskvandsfisk, fx sandart og østers.
Næse af ”hvis DUN-LET var naturlig”. Æble- og udendørstørret vasketøj duft. Yderst behageligt. Munden er saftig, kompleks og med intens fylde. Slutter blidt og behageligt af.
[rating stars="5" product="E. Traber Riesling Grand Cru Vorbourg 2018"]
Fed, spicy næse med kvæde, kridt og honning. Perfekt balanceret mund med smuk harmoni mellem frugt, syre og alkohol. Æterisk let og meget charmerende stil.
[rating stars="5" product="Domaine Saint-Rèmy Riesling Grand Cru Hengst 2016"]
Sidste år var jeg på en presserejse til Spanien. Ikke til Ribera del Duero, ikke til Rioja, ikke til Priorat eller andre kendte spanske vindistrikter. Jeg var i Yecla. Er du med? Hvis ikke, er du ikke alene. Yecla er en af vinområderne i Murcia, Spaniens lune sydøstlige hjørne.
Her dyrker man monastrell (mourvedre) i stor stil og området er da også kendt for sine mørke, kraftige vine. Måske er du stødt på nogle af vinene fra Castaño, der sælges i føtex og omegn. Men det er ikke et kendt distrikt, der laves meget billig konsumvin selvom der selvsagt også er mere ambitiøse producenter i området. Turen var fin, vinene var gode men jeg fik aldrig afsat en Yecla-artikel til nogen.
Bedst i test tilfalder denne lækkerbidsken.
Nå, men det skal heller ikke handle så meget om Yecla her, men da jeg smagte artiklens vine (som sædvanligt blindt) blev jeg blæst bagover af en enkelt vin, der viste sig at levere masser af kvalitet for en rørende pris. Og den var fra Yecla og får de sjældne seks gastromænd. I det hele taget er de indkomne vine et lille indblik i det lidt mere ukendte Spanien. Du får hvidvin på de spændende druer treixadura og garnacha blanco, du får rød naturvin, der smager pissegodt og bliver i det hele taget forkælet med en god håndfuld spændende vine. Selvom landet er mest kendt for sine rødvine, er testens tre hvidvine gode eksempler på, at Spanien også leverer spændende hvide.
De røde vine understreger den trend, at vinene ikke længere behøver at være alkoholiske bomber, smurt ind i træ, også i Spanien er der tendens til lettere og mere frugtige vine. Der var ingen sherry med, men vi slår gerne endnu et slag for iskold fino til nærmest hvad som helst. Til gengæld slipper du også for vine på sangria-niveau, det var gode vine over hele linjen. Salud!
Inviterende og charmerende næse med hvide blomster, orangefrugt og mandel. Munden er saftig, rank og frisk. Fin sensommmervin til de sidste lune aftener.
Fra det nordøstlige Spanien og på ren garnacha blanco. Blid næse af nyslået hø og fennikel. Ret fyldig, cremet og behagelig mund, uden i øvrigt ellers at gøre det store væsen af sig. Rar vin med blid syre til den milde side af ostebordet eller til en nykogt krabbeklo.
Kraftig og intens næse med gavmild duft af moden melon og langpeber. Saftig mund med imponerende tyngde og god, balancerende syre. En tand bedre end 2018. Prøv til kylling, fx marokkansk med mandler og abrikos.
[rating stars="5" product="Ramon do Casar Treixadura 2019"]
Tæt, spicy næse af moden rød frugt, engelsk lakrids og viol. Læskende og harmonisk mund med afrundede tanniner og et sødmestrejf indenfor det tilladelige. Tænd bare op i grillen og forkæl den fx med humpel Côte de beuf. Juicy charmetrold!
En natur-rødvin fra hvidvinsland, hva’ba? Moden næse, den unge alder til trods men stadig med friskt præg af røde bær og lidt vanilje fra fad. Munden er lettere end næsen antyder, saftig med blide tanniner og god frugt. Naturvinsskeptikere kan roligt shoppe løs, vinen er rigtigt fin. Drik sval.
[rating stars="4" product="Clandestino de Menade tinto natural 2019"]
Herlig, næsten Rhône-agtig næse med vilde krydderurter og modne bær. Skøn mund, tæt og krydret med masser af fylde og flot balance. Ru, men ikke uvenlige tanniner runder det hele af. Drik til svinebryst med romesco-sauce. Røverkøb!
Lidt lukket næse, der med centrifugal påvirkning afslører lakridsrod, blomsterduft og brombær. Munden er silkeblød og tyktflydende med fine tanniner og engleblid syre. Glimrende, ganske enkelt.
Her på denne digitale matrikel er vi ikke kostforagtere. Slet ikke, når det kommer til vin. Anmelderganen her lægger gerne drøbel til alskens (megafedt ord, i øvrigt) vin fra alle verdens kanter og det kan være nok så øko, bio , naturligt, svovlet og konventionelt, det spiller ingen rolle. Så længe, det er lavet ordentligt, smager godt og afspejler både sit terroir og de druesorter, vinen er lavet af. Så er jeg glad og jeg kan også godt lide en bajer.
Men når man i årevis er blevet gavmildt eksponeret for meget af det, vinverdenen har at byde på er det sgu rart at blive mindet om noget af det klassiske. Vin. Fra før verden gik af lave. Selv holder jeg utroligt meget af oldschool bordeaux, rødvine fra Nord Rhône, bourgogne i alle farver og Mosel-riesling. For ikke at nævne barolo, barbaresco, brunello og chianti. Og er det ikke lidt som om alle disse klassiske navne indimellem glider lidt i glemmebogen når nye kultvine og hypede lavt svovlede usprøjtede vine i alle regnbuens farver melder sin ankomst og appellerer til både vinøs nysgerrighed og miljøsamvittighed.
Anyways, der er en grund til at klassiske vindistrikter er klassiske, så her går vin en runde med de deltagende forhandleres bud på noget ærkeklassisk.
[divider]Ærkeklassisk[/divider]
Domaine Jean Monnier&Fils Meursault Clos du cromin 2018 [BEDST I TEST]
Meursault! Ærkeklassisk og engang indbegrebet af fed, smørret hvid bourgogne. Spændende næse, godt krydret og et mix af frisk tropisk frugt, fadduft og hvid peber. Munden er overraskende slank med livlig syre og krydret frugt. Meursault til den elegante og slanke side.
[rating stars="4" product="Domaine Jean Monnier&Fils Meursault Clos du cromin 2018"]
Louis Jadot Domaine des Croix Perriéres Bourgogne 2018
Åhh altså, rød Bourgogne. Og så fra Jadot, som jeg holder meget af, selvom kritiske tunger beskylder huset for at være lidt amerikansk i stilen. Zero fucks for det, egentlig. Her er der trækrydret, men ikke vaniljesød næse, skovjordbær og våd muld . Munden er tætvævet med nærmest pommard-ru tanniner, men det er saftigt og godt. Drik til fasan og andet hønsevildt, Bressekylling eller kalvesteg.
[rating stars="5" product="Louis Jadot Domaine des Croix Perriéres Bourgogne 2018"]
Oregon pinot? Ja, det må vel også have klassikerstatus efterhånden og den krævende drue trives godt i Oregon. Vinen her byder ind med søde hindbær, champignon og homøopatisk strejf af nylagt asfalt. Munden er cremet og tæt, med subtil sødme og blide tanniner. ”Det smager ikke som bourgogne” siger ronkedorerne, men det skal det sgu heller ikke. Det er fra Oregon, remember? #terroir
Kan man kalde Rhônedalens mest generiske appellation for klassisk? Eller havde det været mere oplagt med fx en chateauneuf-du-pape fra syd eller hermitage fra nord? Never mind, vi danskere svælger utroligt meget rhônevin ned, så Côtes-du-Rhône kan sagtens være stamgæst hos både dig og mig. Fra denne Villa får vi dejligt parfumeret næse med både syrah-viol og carignan-spice. Og shit, hvor er det en charmerende vin, altså. Meget fyldig og krydret, men balanceret på både alkohol, sødme, tanniner og syre. Og til under 80,- på tilbud? Vinøs no-brainer, hvos du spørger mig. Husk max. 18 grader ellers ryger balancen. Vinens, altså.
[rating stars="5" product="Villa des Grés Cotes du Rhône"]
Ja, hvis ikke Chianti Classico er klassisk, hvad er så? Arnested for sangiovese i hjertet af Toscana. Pagliarese åbner med blomme, nelliker og kirsebær. Munden er tannisk ru på den forførende og druetypiske måde men samtidigt læskende og møgbehagelig.
Saint-Émilion Grand Cru. Det er i hvert fald ærkeklassisk. Men slotsvinen her byder på ret moderne næse med moden frugt og blide noter af kaffe og solbærsylt. Munden er lige så moderne med fed frugt og medgørlige tanniner. Endelig en bordeauxvin, som du ikke behøver vente 20 år, vil nogen mene. Den er i alt fald vellavet, harmonisk og perfekt til en lammekølle eller Sunday roast.
Denne gang kaster vi os sgu over de søde vine, der ikke har fået meget spalteplads. Men der findes jo altså et væld af søde vine derude, også hvis vi trækker al portvin fra. Stort set alle vinregioner laver en eller anden form for sød vin, måske med undtagelse af Bourgogne, hvor jeg aldrig er stødt på andet sødt end smil fra franske femmes.
I den nordiske gastronomi har der i nyere tid hersket en trend hvor vinene til desserter blev mindre og mindre søde, måske i takt med at desserterne også blev friskere og mindre søde. Det er ikke altid velfungerende, du skal i hvert fald huske at vinen altid skal være sødere end desserten ellers kommer den til at fremstå sur.
Det er spændende bud, der er kommet ind til denne artikel og lad os da lige løbe hurtigt igennem typerne inden vi kommer til de aktuelle anmeldelser. Der er fx en ”Muscat de Beaumes de Venise”, ærkeklassisk dessertvin fra Rhône som har plaget mangt et forsamlingshus i fingerbølstore glas. Muscatparfumen er let genkendelig, de billigste vine er dræbende kedelige, så det bliver spændende at prøve en i den dyre ende. Fra samme drue men i nabolandet Italien kommer en Moscato d’Asti der med sin lette perlen har bread appeal og er en af de få vine, der rent faktisk kan håndtere den forbandede kransekage til nytår.
Tilbage i Frankrig kommer der også to vine fra Loire, en coteaux du layon og den endnu sødere bonnezeaux, der også har botrytis(”ædelråd”) som du kender det fra Sauternes. Det byder vi ikke på denne gang, men dog en typemæssigt lignende vin fra byen Cadillac i Entre-deux-meres og ligesom sauternes også på semillon og med botrytis. Sidst, og mindst, to tysktalende halvflasker. En Mosel riesling auslese og en østrigsk beerenauslese på et blend af hvide druer.
Jeg har haft bisserne i de flydende sukkerknalder og her får du min vurdering af dem.
[divider]Søde vine[/divider]
Chateau de Fesles Coteaux du Layon Vielles Vignes 2017
Vintypen her er lavet på chenin blanc og har intens, tung honningnæse med syltet ananas. Ganske sød mund holdt i skak af blid syre inden den hvidpeberkrydrede finale runder af.
[rating stars="4" product="Chateau de Fesles Coteaux du Layon Vielles Vignes 2017"]
Gavmild og blomsterspicy næse med botrytis. Ret sød og koncentreret mund, god balance og ret charmerende vin. Kalder på creme brûlée eller din hjemmelavede citronfromage.
Ærketypisk næse med floral muskatparfume. Vinen er kun meget lidt mousserende, som forventet ret sød, men let drikkelig pga den lille perle og den lave alkohol(4,5%). Fin Moscato.
Her er muscatparfumen mere afdæmpet og giver plads til en fræk salmiaktone og søde urter. Vinen er meget mindre sød end forventet, men charmerende og bredt anvendelig. Jeg tænker spicy asiatisk mad eller oste.
[rating stars="4" product="Rèserve Saint Dominique Muscat de Beaumes de Venise 2017"]
Tung, næsten moskuskrydret næse med abrikos. Munden er cremet og supersmooth med fedladen sødme. Afsted på blåskimmeljagt og rist et stykke brød, så kører det.
Testens mest komplekse næse med enghø og gule æbler. Munden er juicy og nærmest sprød inden den delikate sødme sætter ind. Vinen afslutter krydret og blidt og er virkeligt herlig.
[rating stars="5" product="Chateau de Fesles Bonnezeaux 2013"]
Det er lidt som om, at det føles forkert at skrive om amerikansk vin lige nu. Altså, i den forstand, at det land har rigeligt at se til lige nu og at vinen måske i den sammenhæng er lidt mindre vigtig. Men det er jo altså vin, det handler om i disse spalter og så må vi overlade det til amerikanerne selv, at rage de politiske kastanjer ind og ud af ilden.
Og det er da også det forestående valg, der er anledning til at vores USA-tema ligger her. Så ved du, hvilke vine du skal underholde dig selv med om natten, mens du ser valg og spiser chicken wings.
Udover en polariseret vælgermasse har amerikansk vin også for tredje år i træk måttet døje med endnu en omgang voldsomme skovbrande i Californien, herunder Napa Valley, hvor bl.a. Chateau Boswell og Castello di Amorosa brændte bort. Trist.
Til gengæld har corona-krisen åbnet både vineriernes og forbrugernes øjne for online handel med vin, der har set en vækst på 72% nye online-købere. Velkommen i klubben, chardonnay-moms.
Der var ikke så mange deltagende vine i denne omgang, men pudsigt nok var der par af vine, der var direkte sammenlignelige. Således to bordeaux-blends, hvoraf den ene er en gammel genganger her på siden og desuden to zinfandel-vine, hvor den billigste pudsigt nok var i bedst form. Den kommer fra distriktet Lodi, som er pandekagefladt, solbeskinnet landbrugsland uden skyggen af en sydvendt skråning. Det er også her, at meget billig konsumvin laves, men der kan altså også laves god vin.
Og så viste en gammel prisvinder sig at rydde puljen igen, og for tredje gang blive ”Bedst i test”. Den kan noget, den vin.
For meget var denne test endnu en stadfæstning af hvordan amerikansk vin har sit helt eget udtryk. Hvis man er sur, kan man vælge at opleve vinene som overgjorte og ”gemacht”, men er vinene egentligt ikke bare drinkability-optimerede? Det er i hvert fald sjældent man får en skæv, sur eller overdrevet tannisk vin fra guds eget land og som tilfældig vinkøber er det da rart, at nogen har haft drikkeglæde i baghovedet, da vinene blev lavet. Læs, og smag selv:
Intens, koncentreret næse med duft af pære og kamille. Munden er også ganske fyldig og tæt, balanceret af en lidt skarp syre inden den cremede afslutning. Udmærket juice til desperate husmødre og andre fans af fyldig riesling
Indbydende, forventningsskabende næse med modne brombær, sød røg og en lille floral note. Munden lidt slankere end næsen lover, men det gør ikke noget. Lidt ru, men ikke krasse tanniner skaber liv i mundhulen inden en tør, krydret finale. Lidt mindre tilgængelig end tidligere årgange, men også yngre på smagetidspunktet, så der er bestemt kælderpotentiale og vi runder lige akkurat op til fem.
Herlig, tæt næse med parfumeret sort frugt, bolværk og lidt fadvanilje. Meget hedonistisk mund med fyldig, sød frugt i fint selskab med faste tanniner og velintegreret alkohol. Uakademisk og pisselækkert.
Spicy og spændende solbærpræget næse med noter af hårdtristet fad. Munden præget af lidt hård alkohol, men smager for så vidt fint, hvis du kan håndtere sådan en lille detalje. Meget amerikansk og nem at have med at gøre.
[rating stars="3" product="Hook&Ladder The Tillerman 2016"]
Zin, din gamle tøs. Du laver sgu nogle vilde vine. Her er der heftig næse, med likøragtig frugt . Der er fart og tempo på munden som et regulært Trump rally, og de 15,5% er ikke just diskrete. Det spiller, men du skal være i humør til det. Eller vente ”4 more years”.
Pleasernæse med blid fadduft og noter af solmoden frugt. Smooooooth mund med finkornet tannin og fløjlsblød frugt. Ikke meget kompleksitet, men med stor drinkability og det giver også point.
Jagtsæsonen er mildest talt i fuldt sving, bismuth- og stålhagl sendes i cigarformede sværme mod fasaner, ænder og gæs og oilskins-klædte mænd med riffel og kikkert sniger sig rundt efter hjortevildt. Knæk og bræk, derude. Men hvad skal du drikke, hvis det lykkes at få noget i vildtgalgen? Det er egentligt simpelt nok. Jo kraftigere smagende vildt, desto kraftigere vin.
I den lette ende er fasaner, agerhøns og snepper. Her er pinot noir oplagt, Op til dig om det skal være fra Bourgogne, Baden eller Oregon. Men det funker. Til andefuglene er jeg glad for vine fra Rhône og her fungerer både nord og syd. I syd er rødvinene baseret på grenache-blends, i nord er det ren syrah(måske med lidt viognier) men generelt fungerer Rhône bare godt til vildt, også det med hår. Her er der både harer og hjortevildt i spil, men det er kraftigt smagende kød under alle omstændigheder og der må gerne komme smæk på vinene.
Der er meget, der fungerer, så måske er det saucen og den øvrige kulinariske kontekst, der afgør om du skal have barolo eller bordeaux, australsk shiraz eller argentinsk malbec eller noget helt femte med tilpas vinøse kalorier. På nær en enkelt vin med prop, var jeg ret glad for de indsendte vine, der som altid er smagt blindt. Og der er kandidater til både vilde høns, ænder og alt klovbærende.
Så spænd tweed-kasketten og Aigle-røjserne og se så at få fyldt lidt i både fryser og vinkælder. Så bliver det en hyggelig vinter.
Herlig, burgundisk næse med sød muld og et lille volatilt pift af Jenka. Æterisk let og juicy mund inden et afsluttende blidt tannin-bid. Smuk vin til sneppe, agerhøne eller fasan, gerne sammen med kål, svampe og ikke alt for kraftig sauce.
Spicy næse af arabisk souq, sød røg og brombær. Elegant harmonisk mund med forfriskende syre og lidt rustikke tanniner til sidst. Saftig nordrhône, der starter let, men udvikler fed frugt og fylde over lidt tid i glasset.
[rating stars="4" product="Offerus Saint Joseph 2016"]
Flot næse med rig, koncentreret frugt. Harmonisk med fin balance. Easy drinking og alsidig vin med bred appeal. God til fx dyrekølle og et meget fint køb til prisen.
Skøn, krydret næse med hyldebær og kamfer. Velstøbt og kælen mund med cremet frugt og blid syre. Masser af tørstof og godt med saft og kraft til hjortevildt. Nydelig!
[rating stars="5" product="Riglos Gran Malbec 2015"]
Sart næse med røde bær og garrique. Tør og relativt tannisk vin men med læskende charme og juicyness. Jeg tænker straks ”vildsvin”, så gå ud og skyd sådan et. Også god til andefugle(det dækker også gæs).
[rating stars="4" product="Domaine du Grand Tinel Côtes du Rhône 2014"]
Smådirty næse med duft af jordbær og grus. Skøn og saftig vin med mundvandsfremkaldende syre og krydret finish. Nydelig vin til alle hønsefuglene eller til kanin.
Søde, modne sorte bær, lækkert fadpift og et strejf af nylagt asfalt. Jæssir….næse, der lover. Hamrende saftig mund med blide tanniner og krydret frugt. Cremet og lang finish. Sateme god!
Kender du Sønder Bjert? En lille flække syd for Kolding med et par tusind indbyggere. Men der er da en relativt stor skole og en kirke. Mejeriet er blevet et forsamlingshus og den gamle brugs er nu en butik, der hedder ”Bjert Gamle Brugs”. En vin- og ølhandel hvor der sælges et forbløffende varieret udvalg af begge dele. En sour ale fra den tyske ø Rügen? Så gerne.
I byen har der været kro siden 1759. Den kro, der ligger der nu er opført i 1855 og blev for knap 20 år siden gennemrenoveret fra kælder til kvist, alle godt 3.000 m2 fik en overhaling. I 2018 blev kroen købt af Katrine og Emil. Ægteparret er begge uddannede kokke og Emil var kok på den glimrende Århusrestaurant ”Hærværk”, da ambitionerne om selv at drive restaurant blev realiseret med Sdr. Bjert Kro.
Jeg tog hustru og et vennepar under armen og tog på kroens ”Gourmetophold” for at se sagerne an. Her får man formedelst 1245,- per person(i dobbeltværelse) en pakke bestående af kaffe og kage ved ankomst, bobler og snacks, en fem retters menu, overnatning og morgenmad. På papiret et glimrende tilbud, men guld kan jo også købes for billigt. Jeg var nu relativt tryg ved idéen. Jeg havde nemlig oplevet Emil ved fronten til kokkekonkurrencen ”Årets Økokok”, hvor kokkene uden at have forberedt noget skal hente alle råvarer lige op af jorden og lave tre retter mad. Jeg er dommer i konkurrencen og i 2020 var det Emil, der imponerede hele dommerbordet og løb af med sejren. Jeg glædede mig således til at opleve ham uden stress i eget køkken.
Vi ankom en lørdag eftermiddag og fik hurtigt smidt bagagen på værelset, så vi kunne få kaffe. Det foregik ved et hyggeligt og hjemligt dækket bord med friskbrygget stempelkaffe, isvand og stearinlys. Dagens kage var lavet af kokkeeleven Sofie. Et skarpt lagkageskåret stykke af en mumset og klæg brownie, fyldt med hasselnødder og toppet med en broken gel på æble og dutter af græskarkerne-praline. Et fremragende lille stykke bagværk, der straks var med til at sætte forventningerne til aftenen højt.
Og så blev det endelig aften. Vi tog plads som sidste bord i en af kroens hyggelige lokaler med loft til kip og en stor, opstammet gran til at skabe lidt julestemning. Mens det lille, men gennemtænkte vinkort blev studeret, drak vi pet nat fra Loire og fik appetitstimulerende snacks. Først en klassisk(og velvoksen) melbolle, godt krydret bl.a. med muskat, der ved bordet blev overhældt med en rygende varm og krystalklar consommé på and. En fremragende start og et lille minde om barndommens vestjyske kroballer, hvor der gerne var klar suppe med boller til forret. Melbollen blev efterfulgt af et lille stykke dybstegt blæksprutte, der skulle dyppes i en mayo med fermenteret koreansk chili. Lige så velsmagende og væk, hurtigere end du kan stave til Bjert.
Ceviche på torsk
Første egentlige ret var en ceviche på torsk. Fisken var marineret i en chimmichurri-agtig marinade. Chimmichurri er en kold argentinsk urtesauce på persille, oregano, chili og hvidløg, der traditionelt bruges til grillet kød. Her var den, for at kunne trække ind i fisken, mere lind og fungerede glimrende. På toppen af den bløde fisk var sprøde chips af jordskokker fra krohaven. Lidt røget creme fraiche satte prik over et smukt ”i”. Alt i alt en herlig omgang.
Fra det kolde til det varme køkken, stadig med torsk. De kærer sig om omverdenen på Sdr. Bjert og beder derfor fiskemanden om at levere, hvad han nu har, der er fanget skånsomt og bæredygtigt. Og så laver de mad af det. Jeg er vild med tanken og spiser gerne torsk to gange i træk. I anden runde var torsken nænsom stegt, så den skilte i smukke glasklare flager. Den blev serveret med grøn- og palmekål, der havde været kortvarigt på en knaldvarm pande og en beurre blanc, blidt tilsmagt med gran. Enkel, opfindsom og meget dejlig ret.
"Æbleskive" i lun sauce
Næste ombæring var æbleskiven, der efterhånden har etableret sig grundigt i det salte køkken om vinteren. Hos Sdr. Bjert var der leget med tanken om julefrokostklassikeren æbleflæsk. Selve æbleskiven var fyldt med små stykker kalvebrissel og garnituren var en grov, lun sauce med æblestykker og røget flæsk. Skæg og velsmagende idé med æbleskiven til den lidt tørre side. Måske kunne et enkelt stort stykke saftig brissel i stedet for mange små hjælpe lidt på det? Men godt smagte det.
Kødretten holdt sig i samme enkle stil. Krogmodnet svinenakke, saftig og rosastegt, blev serveret i tynde skiver med et tilbehør af mundrette stykker af saltbagt rødbede med løg, peberrod og små urter. Det passede selvfølgelig glimrende sammen og var en umami-intens og fyldig ret.
Desserten var på æble og pære. En quenelle af pæreis lå på en bund af sprødt knas valnødder og frugtkød fra brændt og flamberet pære. Det hele blev omkranset af en blød, luftig æbleskum. En dessert til den ret søde side, men velkomponeret og god.
Vinmenuen var fint afstemt om end de fleste detaljer er røget en anelse i glemmebogen, men alle vine passede fint til deres ret. Jeg kunne godt ønske mig at både hvide og røde vine havde været et par grader koldere og jeg glæder mig til at kroen bliver sådan en succes, at der kan investeres i lidt bedre glas, men det er meget små, polérbare ridser i den skinnende kulinariske lak på Sdr. Bjert.
Vi afsluttede med kaffe og gode petit fours inden coronaklokken nærmede sig 22. Så blev vi sendt på værelserne med en bakke øl fra Koldingbryggeriet ”Åben” og kunne dagen efter afregne efter forbrug og det bliver mellem kroen og mig. Men det er godt kroværtsskab og det er essensen af oplevelsen på Sdr. Bjert Kro. Godt værtskab og glimrende mad.
Der er ikke langt til Sdr. Bjert nogen steder fra, med Bornholm som en mulig undtagelse. En 2-3 timer i bil, og så kan du læne dig tilbage og nyde kroens omfavnende værtskab. Så overnatter du og spiser en velassorteret morgenmad inden du kører hjem igen. Jeg skal snart på kroophold igen.
Det er jo en kultscene i Matador, da grisehandler Larsen demonstrerer overfor vennerne på Jernbanecaféen, at hunden Kvik afstår fra at nuppe en bid frikadelle, så længe det’ en tysker. Alle mine hunde har lært samme trick, og det er stadig morsomt.
Men måske skal vi til at lære hinanden det samme trick med omvendt fortegn, når det gælder vin. Det vælter nemlig med glimrende vine fra nabolandet mod syd, kvaliteten stiger (især på de røde) og priserne er mere brugervenlige end grænsefladen på en køkkenvægt. Måske er jeg særligt biased overfor tysk vin, da det var her, min vininteresse blev grundlagt, allerede i konfirmationsalderen. Jeg skal skåne dig for forklaringen, der er mere uskyldig end det lyder. Men altså, der er masser af vinøst lørdagsslik syd for grænsen. Især hvis du er fan af druen pinot noir, der i Tyskland kaldes spätburgunder. Vi kender den især fra Bourgogne men dér er vinene blevet utroligt dyre.
I Tyskland har de efterhånden fået styr på den og der er masser af glimrende vine at komme efter. Så er der selvfølgelig riesling, der leverer most til tusindevis af skønne vine, tørre som søde. Men Tyskland er mere og andet end spätburgunder og riesling. Du kan få skønne hvidvine på grauburgunder og weissburgunder du kan få saftige rosévine og ikke mindst masser af herlige boblevine som tyskerne er storproducent og forbruger af.
Her på kanalen skal vi også byde velkommen til Sprit&Co, der er ny bidrager til Vin Uden Pis. De lægger godt fra kaj med tre herlige vine og det bliver spændende at se, hvad de ellers kan byde ind med.
Wir fangen in Pfalz an. Meget blid og sart næse med homøopatiske noter af nykalket murværk og umoden pære. Skøn, harmonisk mund, der får drinkabilitynålen i top. Men der gemmer sig mere end bare bællevin her. En krydret fyldig finale slutter festen nydeligt af og det hele venter på, at du får lavet en økokylling i römertopfen. No pressure.
Weiter nach Mosel. Det giver straks mere gavmild næse, pæren er mere moden og suppleret af en fin floral parfume. Syren er også en tand mere intens, men det er nok årgangen. Uanset hvad er masser af tyngde i vinen til at bære det. Det hele hænger nydeligt sammen her i en dejlig ekstrovert stil. Flot vin.
Purung riesling, det kan vi lide. Næsen er vanvittig floral og næsten hyldsk og muscat-agtig. Munden er saftig og æterisk let og giv den lige et halvt år til at samle sig. Så bliver den med VUP-garanti endnu bedre.
Her er næsen en tand mere dæmpet end hos den tørre fætter, men samme muscat-tone er at finde. Munden er virkeligt læskende og den dér lille smule sukker gør alle fra svigermor til din vinsnobbede svoger rigtigt glade.
[rating stars="4" product="Heinrichshof In der Heel Riesling Feinherb 2020"]
Meget dejlig næse. Starter med subtil pinotduft, et strejf af sødlige urter og en knivspids fad. Munden har silkebløde tanniner i korn 1000, en nærmest blommeagtig frugt, markant syre og et afsluttende bitter haps.
”Kære cellekammerat, jeg ønsker dig et glædeligt UFO-angreb. Hilsen Paven.”
Se, det er en af mange muligheder for at personificere en hilsen ved hjælp af de fortrykte muligheder, der udgør etiketten på vinen ”30 Wishes”. Den tager dermed prisen som det mest kreative indslag denne gang, hvor der er gået lidt gak og løjer i den.
Temaet er nemlig ”Aprilsnar” og vi har bedt om flasker med sjove navne, skægge etiketter eller anden brug af humoristisk sans. Vi skal jo huske, ikke at tage vin alt for alvorligt. Der er da ikke noget værre end at dele en god flaske vin med nogen, der uanset vinens kvalitet kun kan foretage en analytisk dissektion af vinen og helt glemmer at drikke og nyde. Vinøse retsmedicinere, kalder jeg dem og uagtet, at deres vinviden kan være imponerende, så deler jeg altså hellere min Pingus 1995 med en, der vil have en lille skid på, end en, der mener at kunne smage den regn, der faldt i september.
Et engelsk vinfirma annoncerede på en 1. april, at deres vine nu også ville kunne fås med skruelåg til venstrehåndede. Herhjemme blev folk i Roskilde for mange år siden pranket af De Danske Spritfabrikker, der gratis uddelte en lettere fejlslagen produktion af Gammel Dansk, hvis man selv medbragte emballage. Det tilbud skabte trafik og kødannelser og gjorde også at eddike hurtigt blev udsolgt i byen, fordi folk købte og tømte dunkene.
Her på kanalen kunne vi ikke drømme om at pranke nogen, men byder som vanligt på dugfriske vinanmeldelser. Skulle du finde på at skrive en kommentar, så deltager du automatisk i lodtrækningen om en plads til ”Vin Uden Pis Bordeaux 2000”-smagningen. Her smager vi samtlige vine fra 1855-klassifikationen i den legendariske årgang 2000, der så småt er ved at være moden. Smagningen afholdes 1400-1800 d.30/3 2021 i Århus.
Rioja, for dulen. Det får du for lidt af. Her på ren garnacha og med et meningsløst navn. Bogstaveligt. Dejligt krydret næse med masser af røde bær og et touch af anis. Klassiske garnachadyder, fristes man til at sige. Spicy, fyldig og behagelig mund. Moderne og frugtig stil uden al det træ, dine forældre elsker.
Mere garnacha, men nu er vi i Aragon, øst for Rioja. Her får du likørtung, men charmerende næse med moden, lidt svesket (oxideret?) frugt. Varm krydret mund med letsød frugt. Drik kølig, ellers bliver det for gumpetungt.
Krea-prisen har vi allerede tildelt, men hvad er der i flasken? Det er ren tempranillo og vi er stadig i Spanien (Valencia). Violparfumeret og indbydende næse med blåbær. Cremet, lækker og meget drikkevenlig mund. En charmetrold af rang.
Fra Amaroneland kommer æselvinen Musso, der i denne årgang er på marzemino nero og pinot. Næsen starter lidt reduktivt, senere kommer ribs og hindbær. Saftig og rank vin, uhyre drikkelig og velfungerende. Og bedre end 2015, som også har været forbi.
Den hvide pendant til 30 Wishes. Fed næse med ananas og fad. Fed mund med mineralsk rygrad. Velfungerende og vellavet og umulig at genkende som sauvignon blanc. Men lækker, der.
Provenceduftende næse med engelsk vingummi. Saftig bællemund i ordets allerbedste forstand. Men med vinøs pondus nok til at håndtere din kråsesalat på havnecaféen. Klassisk og dejlig rosé.
Floralt aromatisk næse med grapefrugtskal. Meget indbydende. Skøn, crisp og mineralsk mund. Letløbende i farlig grad. Giv mig et skaldyrsfad og den hér ad libitum.
Hvornår fik du sidst halvsød hvidvin fra Rioja? Her er der næse af pære og petroleum. Ret sød mund, men i ok balance. Til studentergilder, terrasse-tanning og andre uhøjtidelige stunder.
[rating stars="3" product="Nivei Semidulce 2017"]
The Wandering Bird by Mud House Wines [BEDST TIL PRISEN]
Herlig næse af knækket hyldegren (prøv selv) og nyslået græs. Knivskarp og sprød, tør mund med frisk syrebid. Textbook sauvignon blanc og meget vin for pengene.
[rating stars="5" product="The Wandering Bird by Mud House Wines"]
Advarsel! Vi nørder lidt denne gang. Det er fordi jeg elsker de temaer, hvor vin sættes i en specifik kulinarisk kontekst, denne gang laks. Vores vinleverandører er gået til stålet for at lege med. Det er et felt af meget flotte vine, der denne gang battler. Når du nu kommer til smagenoterne, så skal du vide at karakteren (antal Gastromænd) er givet for vinen alene (uden laks) og at smagenoten afspejler min oplevelse, da vinen blev smagt blindt. Men vi tilføjer en ekstra laksekarakter (LK1-LK6), der afslører hvordan vinen klarer sig til laks.
Laks med ingefær, citron og hvidløgspuré...
På visse af vinene har forhandlerne anført, at vinen passer specifikt til fx grillet laks, gravad laks etc.. Her er vinen selvfølgelig afprøvet sammen med den konkrete laksetype. Der var altså laks og vin over det hele, da forberedelserne til denne artikel løb af stablen.
Laks er vinmæssigt en lidt krævende fisk. For det første er den fed. Det krævet at vinen har en vis tyngde, men også, at vinen har syre. En muscadet fra Loire har syren, men ikke tyngden: en viognier fra Rhône har tyngden, men ikke syren. Desuden spiller tilberedningen en rolle. Grillet laks smager kraftigere en dampet laks, røget laks virker mindre fed en fersk laks. For ikke at glemme tilbehøret, der som altid influerer på vinen.
Men din vin skal have syre, godt med fylde og en eller anden grad af fadpåvirkning gør ikke noget. Riesling eller pinot blanc fra Alsace er gode bud. Chablis burde fungere fint, det samme burde chenin blanc. Og så er der alle de andre grønne druer rundt i verden, der kan lidt af det samme. Du kan også prøve med en ikke tannisk rødvin, men jeg tror, at du skal holde dig til hvid.
På ”The Fat Duck” udenfor London fik jeg dog for en dekade siden serveret lakridsovertrukket skotsk laks med grønne asparges, vaniljemayo og olivenolie. Vinen til(fra den dyre vinmenu til knap 300£) var en rødvin. En ti år gammel chateauneuf-du-pape fra Barbe Rac. Stik imod alle forventninger viste vinen sig at passe glimrende. Så du kan bare eksperimentere løs.
I dagens test var der ingen lakrids eller anden tilbehør, kun laks som rå, røget, gravad, grillet og dampet. På papiret var alle vine glimrende bud, men i praksis var der stor forskel, hvor godt vinene matchede opgaven uanset hvor gode eller dårlige de var alene. Nu til afsløringerne:
[divider]Vine til laks[/divider]
Domaine Jean Monnier&Fils Bourgogne Côte d’Or 2018
Vi starter med chardonnay fra Bourgogne. Ret aromatisk næse af syltet pære, fennikelfrø og krudt. Munden starter ret cremet inden en lidt heftig syre sætter ind. Teknisk vellavet, men en anelse uspændende. Og lidt for spinkel i laksekontekst, hvor den får LK3.
[rating stars="3" product="Domaine Jean Monnier&Fils Bourgogne Côte d’Or 2018"]
Bründlmayer Ried Loiserberg 1er Grüner Veltliner 2019 [BEDST I TEST]
Videre til Østrigs grønne nationaldrue. Meget diskret næse, der blot byder på blid kvædeduft. Fed, olieret mund der suppleres fint af veldoseret syre. Godt balanceret vin med både fylde og mineralitet. Klarer sig glimrende med laks, både grillet, dampet og røget og får laksekarakteren LK6
[rating stars="4" product="Bründlmayer Ried Loiserberg 1er Grüner Veltliner 2019"]
Så er der riesling fra Baden i Tyskland. Floralt parfumeret og yderst indbydende næse. Munden er mindst lige så skøn, saftig og læskende og tæt på uimodståelig. Fungerer lige akkurat til gravad laks som lovet, men er for spinkel til øvrige tilberedninger. LK3
En tur over Atlanten til ærkeklassisk amerikansk ”chard”. Fed, fløde- og fadduftende næse med let ferskenduft. Tæt, cremet og vanvittigt fyldig mund med høj viskositet, men det er balanceret, koncentreret og godt. Fungerer allround godt til laks. LK4
[rating stars="4" product="Hook Ladder Russian River Valley Chardonnay 2019"]
I Spanien er chardonnay her blandet med den spanske drue viura. Det giver endnu en højaromatisk næse med kvæde og abrikos. Munden er lige så fed, men hænger pænt sammen. Fin til laks, bedst til grillet, samlet LK4. Og et ret fint køb til prisen
[rating stars="5" product="Terra Linda Viura Chardonnay 2020"]
Så er der hvid grenache fra det måske lidt ukendte Terra Alta. Lettere oxideret næse, der antyder lidt alder. Blid petroleum, som i riesling. Munden har fed frugt men stadig lidt syre til at spille imod. Anderledes og spændende hvidvin, men desværre for mager og rank til laks. LK2.
Hvem sagde bælleriesling? Liflig og frisk pære- og citrusdomineret næse. Læskende og mineralsk mund med høj syre, let sødme og meget drikkevenlig. Håndterer det meste laks helt fint og til karakteren LK4. Meget vin for få kroner.
Spændende vin med alder og på den sjældne italienske drue erbaluce. Ret reduktiv og krudtet næse, der kræver en svingtur i glasset. Slank og flot, udviklet mund, med masser af tertiær kompleksitet. Spændende vin. For spinkel til dampet og grillet laks, men fin til koldrøget og rå. LK4
[rating stars="4" product="”Kin” Erbaluce di Caluso 2015"]
Så er vi på lidt mere vant grund igen i Alsace. Tung, men behagelig næse af tørret frugt og linolie. Munden er fyldig med blid sødme, men savner måske lidt syre til for alvor at være laksevin. OK til røget, gravad og rå laks. Laksekarakter LK3
[rating stars="4" product="Albert Seltz Pinot Gris Grand Cru Zotzenberg 2017"]
Så er vi i Sydafrika med druen chenin blanc, der dernede hedder ”steen”. Blid næse af golden delicious-æble og bivoks. Spændstig, behagelig omend lidt neutral mund. Fungerer som lovet ok til grillet og røget laks. LK4
Vi slutter af på den anden side af kloden. Typisk sauvignon-næse med klassiske noter af hyldeblomst og stikkelsbær. Rank, mineralsk og sprød mund med lidt grønne og friske noter. Fin. Ikke den store laksebetvinger, dog, den er for spinkel. LK3
Vi har jo talt om det før, det der med at du ikke drikker nok mousserende vin. Fair nok, at du af hensyn til husfreden og budgetkontoen ikke nedsvælger to flasker Pol Roger hver dag, ligesom Winston Churchill, men der er jo alternativer, der er lidt nådigere for portemonnæen. I Danmark bruger vi 65,- per husstand om året på boblevin og det er jo ikke alverden. Vores naboer mod syd, tyskerne, drikker 400 millioner flasker om året. Det er knap 5 flasker per indbygger fra spædbarn til olding. Prost!
Mousserende vin er en meget bredere verden end du måske lige har tænkt over. Vinene kan gå fra knastørre champagne ”brut nature”(uden tilsat sukker) til hvinende søde spumanter fra Asti. De kan være hvide, rosé eller røde og lur mig, om der ikke også findes en orangevin med bobler i.
I denne test har vi valgt at kigge på alt andet end champagne, for at få lidt bobleinspiration andre steder fra. Der sneg sig dog en enkelt flaske ind fra en let uopmærksom forhandler, så den blev naturligvis også anmeldt, dog med den restriktion, at den blev udelukket fra at vinde priser i denne omgang.
Det er en noget broget test denne gang, hvor der uddeles alt fra en til fem Gastromænd med et stort ”blødt” klassement hvor nogle vine var trættere end andre. Der er dog også masser af vine, du med sindsro kan hælde i svælget mens du nyder den sidste del af sommeren for i år. Skål i bobler!
Mousserende vin lukket med skruelåg? Men jo, der er fine perler i vinen, der dufter af champagnebrus. Meget let vin, men harmonisk og behagelig. Drik den iskold på strandpicnics.
Dejligt autolytisk næse med duft af brøddej og saltcitron. Velsmagende mund med ivrig, lidt grov mousse. God, tør og relativt kraftig vin, der snildt kan håndtere din nyharpunerede pighvar eller andet godt.
[rating stars="5" product=" Maison Faucher Cuvée de Roys de Naples Crémant de Loire "]
Så ser vi rødt! Mørkerød lambrusco, der er knastør og med tydeligt tannisk bid. Jeg savner dog lidt mere liv i boblerne, men prøv til bbq-marineret nakkefilet eller pulled pork.
Det er mig en gåde, at denne vin er sluppet igennem nogle kvalitetskontroller hos både producent og indkøber. Næsen er ubehageligt pruttet og kålet, munden har grov mousse og en lidt ubehagelig bitter eftersmag. Og den er ikke engang billig. Hold dig langt væk.
[rating stars="1" product=" ”Cremant d’Alsace” uden producent "]
Endnu en rød lambrusco. Herlig næse af blommer, rust og hængt kød(dufter bedre end det lyder). Og her er der behørigt liv i boblerne. Herlig vin. Let sød, tannisk og juicy.
[rating stars="4" product=" Caprari Reggio Emilia Lambrusco Cuvée L’Osteria "]
Kraftig, næsten lidt pågående næse. Ditto mund, med heftigt ekspanderende mousse. Tydelig syre. Det hele er lidt firskårent men hænger godt sammen og er sgu ikke uden charme. Drik iskold resten af sommeren.
[rating stars="5" product=" Castell d’Or Cava Brut "]
Michelin Stars II – Nordic by Nature er netop blevet vist ved San Sebastian Film Festival. Og hvem er bedre til at anmelde en film, der kredser om restaurant KOKS end gastromændene, der lige er returneret fra Færørerne?
Restaurant KOKS har netop ”genvundet” sine to Michelin-stjerner ved den netop afholdte afsløring af Michelin – Nordic Guide 2021 og cementerer dermed sin position som en af nordens absolut bedste restauranter. En restauant der i den grad er rejsen til Færøerne værd.
Hvor Michelin Stars I - Tales from the Kitchen gav inblik i betydningen af Michelin stjernerne igennem 15 forskellige kokke, centrerer den svære toer sig om et land, en restaurant, og en fortælling. Filmen er instrueret af danske Rasmus Dinesen, der foruden en række gilm om gastronomi har instrueret Det forbudte landshold, og produceret af den selverklærede kulinariske ambassadør Kristian Brask Thomsen m.fl.
En verden af vand
”The Faroe Islands is 99% water and 1% land” – citatet star i menuen som vi fik udleveret på KOKS og bliver gentaget af Poul Andrias i filmens indledning.
Poul Andrias Ziska er filmens ubestridte hovedperson. Som en færøsk René Redzepi får vi at vide, at Poul Andrias Ziska er ”a bit crazy”.
Vi følger Poul fange fugle på vandet med et net for umiddelbart efter at knække nakken på dem. Vi ser dem samle Mallemuk-æg med livet som indsats. Det er jagten på de perfekte, lokale råvarer. Med andre ord, ligner og lyder det som noget vi set før - blot med en anden hovedperson.
Vi ser Poul Andrias anrette den store hestemusling, som vi netop har sat til livs og det tilfører en helt ny dimension til oplevelsen på KOKS at se de mange forberedelser og høre de mange tanker bag hver enkelt servering.
Michelinstars II indeholder naturligvis rigeligt med klassiske food-porn-sekvenser, hvor vi fx ser Poul slice brystet fra en Mallemuk. Eller anretningssessioner, som Netflix’ gastrobasker Chefs Table gjorde til allemandseje.
Vi følger restaurantchef og sommerlier Karin Visth imens hun er ude at sanke urter og blomster til udsmykning af den ydmyge restaurant.
Den Færøske idyl
Idyl er i det hele taget det altoverskyggende tema i filmens første 1/3 og netop som idyllen brydes og man tror resten af filmen skal handle om corona, nedlukning og økonomiske vanskeligheder, genetableres idyllen. Denfærøske idyl that is – hvor man slagter grindehvaler og får for rullende kameraer som det mest naturlige i verden.
”Its okay to eat a pig that has been living its whole life in a factory, but its not okay to eat a whale, that has been living free?” spørger Paul Andrias retorisk. Altimens man ser de store hvaler blive skåret op på kysten.
Filmens dramatiske højdepunkt og mest kontroversielle sekvens er dermed et tiltrængt perspektiv på årets store Seaspiracy, der fremstiller færingerne som de rene barbarer.
Det her er historien og kulturen som KOKS står på skuldrene af og som de på smukkeste vis formår at formidle til besøgende fra hele verden!
Kan du få øje på KOKS?
Michelin Stars II er ikke en spændingsfilm. Filmen Michelin Stars II er en ekstremt smuk film ikke mindst fordi Færøerne er et ekstraordinært smukt land. Filmen er spækket med smukke naturbilleder, de karakteristiske grønne toppe.
Du skal se Michelin Stars II – Nordic by Nature, hvis du aldrig har været på KOKS. Du skal se den, hvis du har været på KOKS. Du skal se den, hvis du har planer om at tage på KOKS.
Hvis du aldrig har været på KOKS får du lyst til at booke det første fly til Færøerne. Har du allerede spist på KOKS får du lyst til at gøre det samme.
https://player.vimeo.com/video/596536686
Vi krydser fingre for at Michelin Stars II - Nordic by Nature rammer en dansk TV-kanal eller streamingtjeneste i nær fremtid.
[rating stars="5" product="Michelin Stars II - Nordic by Nature"]
Det er som om vi har glemt bordeaux? Rødvinene, der om noget har domineret det danske vinindtag, fra den spæde start for et halvt århundrede siden, da vi for alvor begyndte at drikke vin. De gamle klassiske vinforretninger havde nærmest ikke andet på hylderne, men nu kan man nærmest ikke finde en flaske bdx i supermarkedet? I hvert fald ikke en, man gider drikke.
Måske skyldes det den himmelflugt priserne har taget over de seneste år. De gode bdx-vine er blevet dyre og taler vi om 1855 Grand Cru vine er priserne ikke længere for almindelige mennesker. Således står en flaske Lafite-Rothschild i en nyere årgang måske i en 5-8000 kr. flasken og det er jo ikke enhver beskåret. Andenvinen, der hedder Carruades koster i forsalg over 2000kr. og det er trist at tænke på når man for 20 år siden kunne købe den for 3-400 kr.
Jeg ææælsker bordeaux. Vinene herfra lagde kimen til den første vinsamling og grundlagde en dyb kærlighed, der nægter at fortage sig, selvom priserne er gået amok. Dengang købte jeg cru bourgeois vine i Irma og gemte omhyggeligt i et alt for varmt skab indtil Hugh Johnsons pocketbøger fortalte mig, at de var drikkemodne.
Heldigvis er det dog som om, at det værste hysteri er ovre. Og det virker også som om, at det ”ydre” Bordeaux, væk fra de mest klassiske appellationer laver bedre vine end før og til en pris, der er til at betale.
Vinene i denne test var i alt fald nådige i pris og bød bestemt på masser af bordeaux-dyder. Måske er der håb?
Det dufter af bordeaux på en moderne måde. Af solmoden cab og merlot men uden at mistanken falder på andre steder end ”hjemme”. Og med en lille fadnote. Munden er ganske tilgængelig med varm frugt og tydelige, men medgørlige tanniner. Der er masser af bdx for en beskeden skilling her.
[rating stars="4" product=" Château Cailleteau Bergeron Prestige 2018 "]
Château Cap Leon Veyrin Cru Bourgeois Superieur 2018 [BEDST I TEST]
Mørk, muldet og meget indbydende næse. Nærmest dyrisk uden at gå i Rhône-mode. Cassis, nylagt asfalt og urter. Herlig og harmonisk mund med frugt til den varme side, afrundede tanniner og en tæt finish med snert af lakrids. Alt sammen dog indenfor bordeaux-skiven, og ganske velsmagende.
[rating stars="5" product=" Château Cap Leon Veyrin Cru Bourgeois Superieur 2018 "]
Château du Vieux Guinot Saint-Emilion Grand Cru 2016
Næsen starter lidt lukket, men åbner med lidt luft og giver plads til duft af solbær og kirsebær. Munden er overraskende let men hænger dog sammen. Jeg savner dog en anelse mere tyngde og fylde til at matche de 14,5%, og den pæne årgang taget i betragtning burde det have lykkedes.
[rating stars="3" product="Château du Vieux Guinot Saint-Emilion Grand Cru 2016"]
Chateau Reynier Bordeaux Superieur 2018 [BEDST TIL PRISEN]
Lidt lukket, men yderst lovende næse af solbær, mørkt rugbrød og kaffe. Saftig og skøn mund med masser af bdx-dyder. Støvet solbærfrugt og cedertræ, masser af tanniner, men behagelige. Lang, spicy finale.
Ærkeklassisk næse med masser af botrytis; syltet fersken, orange og honning. Munden er let for genren men stadig med massiv sødme og blid syre. Slutter lidt kort.
[rating stars="4" product="Chateau du Mayne Sauternes 2018"]
